På en mark nær Eskebjerg, med en betagende udsigt over Nekselø og Sejerø, går der en flok charolais-kødkvæg. Køerne, kalvene og den 1300 kilo tunge tyr Felix bor afsides, men den 9. juli bliver flokken eksponeret til en ung offentlighed. De store, flotte, hvide og rolige dyr er nemlig stjerner i to børnebøger, der udkommer den 9. juli på forlaget Mellemgaard.
Forfatteren er Søs Beck, Holbæk, som også er billedkunstner. Det var i forbindelse med, at hun var ude for at tage naturfotos, at hun ved et tilfælde lærte charolais-flokken at kende:
- De kom simpelthen løbende, da de så mig. De er meget nysgerrige, og man kan klappe dem, siger Søs Beck og træder ned i grøften og giver en demonstration for Nordvestnyts udsendte.
Den ene børnebog hedder »Mit liv som kalv« og er en sød historie til de mindste om det store charolais-kødkvæg. Kalven Maggi fortæller om sit liv på gården med sin familie og under himmelen. Hun fortæller om, hvad hun oplever, og om, hvad der gør det pragtfuldt at være kalv på landet.
Søs Beck har selv taget de mange farvefotos af kalven Maggi og hendes flok, ligesom hun har taget billederne til den anden børnebog, »Under åben himmel«, som er en pegebog til de allermindste om charolais-kødkvæg.
Denne bog kan bruges til at gå på opdagelse blandt våde muler, kalve, der dier, og de kæmpestore køer, som græsser og tygger drøv i solen, fortæller forfatteren.
- Jeg er helt vild med kvæget. De er bare så rolige, at det smitter af på en selv, og de er rene og hvide, så de står bare så flot imod landskabet, siger Søs Beck.
Hun fortæller, at hun arbejder på et få lavet en bog-præsentation i Kalundborg, og så sender Søs Beck i øvrigt også 10 gratis eksemplarer til børnehospitalerne i Danmark.