Paul Tolstrup fik den kongelige belønningsmedalje, da han i går gik på pension efter mere end 51 års ansættelse hos Faxe Kalk, hvor hans far var brudmester.
- Jeg kan mærke, at jeg har været her så mange år, fordi det har været mit hjem, jeg har ikke kendt andet. Nu skal jeg så ansøge om at komme hjem til Annette hele dagen, sagde Paul Tolstrup fredag formiddag til sine 63 kollegaer på sin uigenkaldeligt sidste arbejdsdag hos Faxe Kalk, hvor han har tjent under syv forskellige direktører.
Det var hans tredje fejring oven på 50-års jubilæet og 75 års fødselsdagen 24. september 2017, og igen fik han sine kollegaer til at le hjerteligt.
Det skete, efter at Faxe Kalks direktør Klaus Rønholt havde takket ham for hans lange, mangfoldige karriere, hvor han senest har sørget for at vedligeholde og sælge ud af de mange ejendomme, som Faxe Kalk har ejet i hele Danmark.
Det blev til mere end 10 år oveni efter de 65 år, for der var brug for Paul Tolstrup, der fortsatte på nye korte kontrakter, indtil han bare forblev i firmaet.
- Nu er det så sidste gang, I skal holde fest for mig. Jeg har drillet Klaus lidt med at sige, at nu tager jeg fem år mere. Jeg er lykkelig over, at jeg har fået lov til at være med siden Faxe Kalk var ejet af FL Schimdt og Aalborg Portland. Jeg kan godt mærke forskellen fra dengang. Og jeg kan se på Klaus, at han har så travlt ved computeren, at hele dagen går med det. Jeg har været med til at drive Hadsund Kalkværk med udskibning af jordbrugskalk og Grenå Kalkværk på Katholm og ved Glatved. Det viser bare, hvor gammel, man der. Jeg har nydt at klippe hæk og tage ukrudt, efter at gartneren stoppede. Det har været afslappende, men jeg manglede jo det med at rejse ud i alle de lande, hvor vi tidligere var repræsenteret. Tak og farvel til jer alle sammen, sagde Paul Tolstrup, der hos Faxe Kalk altid har fået sit efternavn stavet med et h i »Tholstrup«.
- H'et har hængt ved mig, efter min far Thorkild Tolstrup, der blev ansat i 1931 som 24-årig. Da jeg var barn boede vi i et af de huse, der siden er revet ned og opslugt af kalkbruddet, fortæller Paul Tolstrup, der faktisk forsøgte, at få en anden karriere ved som 16-årig at stå tre år i lære hos Jens Peter Olsens købmandsforretning oppe i Svinninge, men da han så vendte hjem og læste HH i Næstved, kaldte fritidsjobbet med at læsse diseltoget med tipvognene og køre det ned til Industrihavnen i Faxe Ladeplads.
- Jeg tjente faktisk gode lommepenge, og efter et job på et revisionskontor i Næstved, mente direktøren og min far, der var brudmester, at jeg skulle til Faxe Kalks hovedkontor på Frederiksholm Kanal 16 ved siden af Nationalmuseet. Der solgte jeg jordbrugskalk i 32 år, indtil vi solgte bygningen i 1999. Vi har også ejet Holtug Kalkværk, Stevns Kridtbrud, Vejle og Grenå Kalkværk, datterselskabet de jyske kalkværker, og vi har været tilstede i mange andre lande, siger Paul Tolstrup.
Faxe Kalk har haft mange hundrede ansatte, dengang hvor virksomheden dystede med i belgiske Lhoist om at være de største i verden.
- I stedet for en fusion endte det med, at vi nu udgør to procent af Lhoist, der har 100 anlæg i 25 lande. Jeg har oplevet, at vi er blevet skåret ned fra 130 til 80 til nu 64 ansatte, siger Ole Meisler fra industrikalken, der 3. maj 2018 fejrede sit 40 års jubilæum. Det samme gjorde Jess Føhns dagen før. Han er ved ovnene, hvor den brændte kalk laves.
- Vi udskiber omkring 130.000 ton kalk fra havnen årligt, og kører 150.000 ton herfra på lastbiler. 20 procent af avispapiret består af kalk, kalken bruges fx i dyrefoder, fugemasse, glas, til stabilisering af ler som erstatter grus under vejene og røggasrensning, fortæller salgschef Finn Andersen, før Annette og Paul Tolstrup sammen med deres søn sætter kursen mod hjemmet i Herfølge. Og sønnen, han er ikke ansat hos Faxe Kalk.
- Sådan er det ikke mere. Det er helt usædvanligt, at nogen har det samme job i 50 år, siger Annette Tolstrup.
John Hansens 60 års fødselsdag blev også fejret i går ved samme lejlighed.