Beboere på Skolebakken i bydelen Nærheden i Hedehusene hørte et rabalder lørdag aften omkring klokken 23.
På det tidspunkt skulle en ung mand formentlig være blevet bortført fra adressen Skolebakken 15. Det fremgår af det grundlovsforhør, som i dag foregår ved Retten i Glostrup.
Her fremstilles tre mænd, der er sigtet for frihedsberøvelse og grov vold mod en mand i 20'erne. I alt seks mænd i alderen 26 til 60 år, blev søndag anholdt i sagen.
Troede møbler var på vej ud af vindue
En af naboerne i området omkring Skolebakken 15 fortæller, at hun hørte “bulder og brag” lige omkring klokken 23 lørdag, hvor hun ellers sad og så tv.
- Jeg hørte støj, sådan bulder og brag, og min første tanke var, om der mon var nogen, der smed større møbler ud ad et vindue tæt på. Jeg kunne ikke umiddelbart se noget, men en sjette sans sagde mig, at jeg ikke skulle stikke hovedet ud for at se nærmere efter, og det er jeg glad for, at jeg ikke gjorde, lyder det fra naboen.
Hun har efterfølgende talt med andre beboere i området, som også hørte både støj og lagde mærke til, at politiet ankom til stedet lørdag, hvor de fortsatte med at arbejde indtil dagen efter.
Det lagde den nabo, Sjællandske Nyheder har talt med, også mærke til.
- Jeg så dagen efter, at der holdt to af politiets mørke kassevogne ude foran opgangen, hvor det skete. Teknikere arbejdede på stedet og gik rundt inde i opgangen, siger hun.
Klik dig ind her på og deltag i debatten og få daglige, friske nyheder fra dit nærområde.