De var glade for at slutte sæsonen og deres tid i TMS Ringsted med en sejr på 29-27 over Holstebro og slutte som nummer fire i 1. division.
Men bag glæden og lettelsen over en trods alt godkendt sæson er cheftræner Tomas Laursen og assistenttræner og sportschef, Dan Hansen, ikke det mindste tilfredse med den måde, tingene er foregået på i en på alle måder besværlig sæson med interne bryderier på holdet og en ledelse i TMS, som de kunne have ønsket sig meget mere og bedre fra.
Alt det kom op til overfladen i kølvandet på kampen lørdag eftermiddag, hvor især Tomas Laursen lettede på låget.
- Jeg er stolt over, at vi bliver nummer fire med de svære vilkår, vi har haft, og Hansen og jeg har leveret det, vi skulle, siger Tomas Laursen.
Han og Dan Hansen forlader TMS i stor utilfredshed.
- Det har været hårdt, det har det, og det handler om dårlig ledelse i klubben. Kommunikationen har været sindssyg dårlig fra den øverste ledelse - bestyrelsen generelt og Winni (Wollesen, red.), der har været ansvarlig for dameafdelingen. Alt det er jeg ikke tilfreds med, siger Laursen og uddyber:
- Jeg har savnet ro, savnet støtte og skulderklap og savnet en evne til ikke kun at se ens egen næsetip, men se på hele holdet.
Det er en skarp kritik at sige farvel med?
- Ja. Jeg har været her samlet i 13 år, og da jeg siger op, kan jeg ikke forstå, at man ikke kommer til mig og spørger, hvad der sker eller hvad er der i vejen? Som formand ville da jeg tage en kop kaffe med træneren med det samme og høre. Så kan man lytte på det, man vil aller lade være. Hvis vi havde fået ro til vores arbejde, kunne vi have drevet det videre i stedet for hele tiden at slukke ildebrande.
Hvorfor har I ikke fået eller haft ro?
- Fordi der hele tiden har været problemer fra toppen af. Pigerne har vi egentlig haft godt styr på, men hele tiden har der været uro i toppen (ledelsen, red.), og når den så blev lagt ned, kom vi ind i forhandlingssituationen med trænere og spillere om næste sæson, og så var der kaos igen. Der skulle findes nye trænere, og hvem af spillerne skal blive og hvem skal ikke, og alt det har skabt en helvedes uro, lyder det kontant fra Tomas Laursen, mens Dan Hansen lytter tavst ved siden af.
Ville du og Dan gerne fortsætte, hvis det var?
- Tja. Efteråret og alt det tog helt pippet fra mig, og hvis ikke Dan og pigerne havde været der, var jeg gået. Det er helt sikkert. Jeg gør tingene færdig, og på mange fronter har forholdene været fine, men al den uro med nye trænere og om spillere skal blive eller stoppe - det havde jeg forventet håndteret noget bedre fra klubbens side.
Men når du og Dan meddeler Jeres stop, så skal der findes nye trænere. Hvad er der i vejen med det?
- Ikke noget, men man har bare være uklare i spyttet, og der har været alt for mange kokke, og det har forstyrret os alle og de sportslige resultater, og det har påvirket Dan, der var assistent og skulle være mellemled som sportschef. Det er hamrende ærgerligt. Mod Roskilde var Dan brændt sammen, og der fandt vi ikke løsningerne sammen i den kamp fordi han mentalt var væk. Det er bare ikke i orden og er et dårligt arbejdsmiljø, og der er sket så mange ting...siger Tomas og fortæller, at han i frustration over det hele sågar er kørt grædende fra træning.
- Skal en voksen mand, der har trænet i 30 år, gøre det? Ikke i min verden, lyder det syrligt fra Laursen.
- Med alt det er vi glade for at slutte med en sejr, og jeg føler, at spillerne gør det for os, og det sætter jeg pris på, for så har vi gjort et eller andet rigtigt, konstaterer den afgående træner.
Dan Hansen sidder med en trist mine, men har ikke lyst til at sige eller uddybe meget:
- Det er ikke det rigtige tidspunkt for mig at sige noget om det nu fordi jeg er følelsesmæssigt påvirket af det hele, siger han afvisende.
TMS Ringsteds dameansvarlige, Winni Wollesen, er blevet forelagt kritikken fra Tomas Laursen, men hun har ingen kommentarer til den.