Selv om vi bruger vores hjerne, når vi er i skole eller på arbejde, så bliver nogle af de ting, som hjernen udsættes for, også daglige rutiner, der ikke nødvendigvis er med til at træne hjernen og holde den skarp. Men der skal ikke så meget til, før man selv kan være med til at sørge for at holde sin hjerne skarp og i god mental form.
Det mener Ann-Helen Pettersen, der er ejer af Institut for Hjernetræning, der holder til i Høje Taastrup.
- Det handler om at være så meget som muligt til stede i nuet og bruge hjernen på nye ting - ting som udfordrer hjernen og kræver skærpet koncentration. Alt hvad man gør for at holde hjernen i gang, hjælper hjernen, forklarer Ann-Helen Pettersen, der er uddannet cand.mag i psykologi og filosofi fra RUC og i 2004 stiftede Institut for Hjernetræning.
Mentale opgaver
Specielt når folk bliver ældre, er der risiko for, at man ikke giver sig selv nok hjernegymnastik. Derfor er det en god ide - livet igennem - at beskæftige sig med opgaver, der kræver opmærksomhed.
- Jo mere man beskæftiger sig med opgaver, der kræver opmærksomhed, jo bedre. Derfor er mentale opgaver, der kræver, at man bruger hukommelsen, gode, for de kan ikke udføres uden skærpet opmærksomhed. Når vi skal huske noget, vi har hørt eller læst, må vi høre eller læse det tydeligt, fordi et minde kun kan blive lige så tydeligt, som det oprindeligt blev opfattet. Derfor er skærpet opmærksomhed essentielt for hukommelse og indlæring. Indlæring, der skal huskes, kræver varige plastiske forandringer i hjernen, og varige forandringer sker kun ved skærpet opmærksomhed, siger Ann-Helen Pettersen, der forklarer, at opgaver, der træner hjernen, kan være at lære nye sprog, hvor du skal lære en masse ord udenad.
Brug for ro
Til daglig arbejder Ann-Helen Pettersen med et bredt spektrum af genoptræning inden for psykiatrien med børn med ADHD og autisme. Ligesom hun også arbejder med folk, der har været ramt af senhjerneskader. Eller folk der har været udsat for stress, depression eller PTSD.
For personer, der har været nede med stress, skal hjernen i første omgang bare have ro, og gradvis skal hjernen trænes op igen, men ikke overbelastes.
- For at komme ud af stress skal hjernen omprogrammeres sådan, at man kan bevare ro og overblik i situationer, der tidligere ville fremkalde stressreaktioner. Derfor er det nødvendigt, at man efter at have været nede med stress ikke udsættes for flere og mere intensive stressreaktioner, end man kan få oplevelsen af at mestre, fortæller Ann-Helen Pettersen.
Hvis man vil holde hjernen skarp, så er der en ganske enkel måde til at hjælpe sin hjernes skarphed.
- Prøv at huske ting uden ad i hverdagen. For så træner du hukommelsen og skal have opmærksomheden skærpet, siger Ann-Helen Pettersen.