Ægteparret Henrik Andersen og Jette Hoffmann Andersen har tre børn. Sådan har det altid været, i hvert fald ifølge parrets tvillingepiger Kiki og Nikita på 23 år.
»Der er os to, og så er der forretningen,« har de altid sagt, fortæller deres mor Jette Hoffmann Andersen.
For de seneste 30 år har familien drevet købmandsforretning. Først i Hvidovre, siden i Albertslund, og nu i Taastrup, hvor Henrik Andersen er selvstændig købmand i Meny i Blåkilde-kvarteret.
»Det har altid været sådan. Vi har selvfølgelig talt meget sammen om butikken derhjemme, for Jette og jeg har også altid arbejdet sammen. Så forretningen er og har altid været en stor del af vores liv,« fortæller Henrik Andersen, der den 1. maj kan fejre, at han har været selvstændig købmand i 30 år.
Det hele begyndte i 1988. Henrik Andersen var butikschef i et supermarked i Albertslund, hvor ægteparret mødte hinanden, da Jette sad på kontor. Sidenhen gik parret sammen om at skabe et supermarked i Hvidovre. Forretningen hed først Davli, men da Henrik Andersen var med til at starte Superbest-kæden op i 1997, skiftede butikken navn. I 18 år drev Henrik Andersen sammen med sin hustru supermarkedet i Hvidovre, inden de overtog Superbest i Albertslund Centrum, hvor de var frem til 2015.
Drømmebutikken
Parret overtog 1. februar 2015 Superbest i Taastrup, som tre måneder senere blev til Meny. Da de overtog forretning, var det drømmebutikken, der blev deres.
»Det var vores drøm at få den butik, for vi har boet i Taastrup i 33 år. Vi overtog en meget veldrevet butik fra Erik Petersen, som havde fået den bygget om i 2011. Så rammerne var helt perfekte. Og så er det dejligt ikke at skulle lægge en masse transporttid oveni, når vi skal på arbejde,« siger Henrik Andersen og fortæller, at skiftet til Meny har været vigtig for forretningen.
»Overgangen fra Superbest til Meny betød meget. Vi er blevet et madmarked, der kun sælger dagligvarer og blandt andet har fokus på frisk fisk, kød og delikatesser, ligesom vi har mad ud af huset. Det har virkelig løftet os fra dag ét,« siger han.
Modsat mange supermarkeder og varehuse er Henrik ikke ansat som butiks- eller varehuschef. Det er ham, der ejer forretningen, og det giver nogle fordele.
»Vi bestemmer selv åbningstiderne, og så har vi begge hænder på kogepladen. Hvis det går skidt, mærker vi det, og hvis det går godt, er der lidt mere til os. Vi bestemmer også selv, hvornår vi holder ferie. Man er sin egen lykkes smed,« siger købmanden, der har 86 ansatte.
Stor udvikling
Detailhandlen har udviklet sig, siden Henrik Andersen begyndte i branchen. Og især en ting savner Meny-købmanden.
»Jeg kan godt lide handlen. Tidligere tog man på grønttorvet tidligt om morgenen, hvor hver producent stod for at sælge varerne, og det gjaldt om at få de bedste varer til den billigste pris. Det savner jeg. Handlen er ikke lige så sjov i dag, fordi den er styret af virksomheder, som er underlagt regler for hvad de må og ikke må,« siger han.
Som selvstændig Købmand har Henrik Andersen også oplevet, hvordan åbningstiderne har udviklet sig. Tilbage i tiden lukkede man 17.30 i hverdagene, 13.30 lørdag, og søndag var der lukket. I dag åbner Meny i Taastrup klokken 8 hver dag, lukker klokken 19 i hverdagen og klokken 18 i weekenden. Det betyder, at Henrik Andersen arbejder omkring 60 timer om ugen.
»Men der er ikke en dag, hvor jeg ikke har lyst til at gå på arbejde,« siger han, mens hustruen Jette Hoffmann Andersen supplerer:
»Og så elsker du at arbejde om lørdagen.«
»Ja, jeg elsker at arbejde om lørdagen. Der er en helt anden stemning. Der er ikke den samme stress og jag, og både mor, far og børnene er med ude at handle,« siger han.
Ægteparret holder dog også fri. Det sker hver onsdag. Og sådan har det været de sidste 30 år.
»Det har bare passet godt ind i ugens forløb. Så tager vi ud og spiser en frokost, ordner småting i huset og gør det, som andre gør om lørdagen,« fortæller de.
Fejres over tre dage
De 30 år som selvstændig købmand fejres torsdag, fredag og lørdag i uge 18. Lørdag bliver der slået telt op ved Meny, og der vil være grill, smagsprøver, underholdning med Lune Carlsen med Jan Carlsen i spidsen for jambandet, der spiller og lyder som Kim Larsen, og en masse andet, inden det hele kulminerer lørdag aften med en personalefest for de 86 ansatte.
Selv regner Henrik Andersen også med, at han når endnu en milepæl om 10 år.
»Jeg satser også på at nå et 40 års jubilæum om 10 år,« siger han uden tøven i stemmen.