Jægersprisfesten bliver til Jægerspris Marked og vender tilbage denne sommer fra den 29. juni-1. juli 2018, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Jægersprisfesten måtte sidste år lukke ned på grund for mange våde somre, for få kunder og for lidt penge i kassen. Men det skulle være løgn, mente tidligere kræmmerformand og bestyrelsesmedlem Erling Jørgensen. Derfor vender sommerfesten tilbage i år med nyt navn og et lidt anderledes koncept.
Navnet er nu Jægerspris Marked, og det bliver fortsat med kræmmermarked, Tivoliland, grillmad på toppen, dansetelt og koncerter.
- Jeg kunne ikke leve med, at det blev lukket, så nu har jeg valgt at starte op igen. Jeg har været med i over 30 år, og når det bliver varmt og lunt, så trækker cirkushestene i mig, siger Erling Jørgensen.
Den helt store forskel bliver, at det er kvit og frit at deltage. Der er nemlig gratis entré og gratis underholdning.
- Det er noget af en satsning, men vi håber, at der kommer så mange mennesker, at det kan lade sig gøre. Bare det kan løbe rundt, så er jeg glad, siger den nye frontmand.
Det er Erling Jørgensen, der ene mand står for planlægningen, men forventningerne er ikke mindre af den grund.
- Jeg håber da på et sted mellem 15.-20.000 mennesker, især nu når det bliver gratis. Det håber jeg kan give noget, men jeg har da sommerfugle i maven omkring det, for hvad hvis det ikke går, siger Erling Jørgensen.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis torsdag den 31. maj.