Fremover kan du være med til at forhindre ressourcespild og bidrage til et nyt upcyclingkoncept, når du besøger Brogade Optik i Køge. Ved at indlevere dine udtjente briller i butikken, kan du nemlig give materialerne nyt liv: Brillerne genfødes således som bøjler, borde, spejle og andet stilfuldt butiksinventar.
Det nye initiativ, som Brogade Optik er en del af, hedder Bellinger House Circle. Målet at forlænge levetiden for brugte briller via cirkulært forbrug og dermed spare planeten for unødigt CO2-spild.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi lever af at sælge briller og linser. men vi vil gerne være med til at sikre, at de aflagte briller ikke ender som en spildt ressource. Vi vil gøre alt, vi kan, for at råvarerne kan få nyt liv, når brillerne er udtjente; så vi forlænger brilleproduktets livscyklus, siger Kim-Boie Hofman fra Brogade Optik i en pressemeddelelse.
- De cirka seks millioner gamle brillestel, vi danskere har liggende, hober sig op i skuffer eller ender på forbrændingen. Glas, plastik, metal – hele molevitten! Det er et kæmpe spild. Med det nye initiativ kan kunderne komme ind i vores butik og opleve deres kasserede briller i en helt ny form. Ressourcerne kan bruges igen og igen – for det mest fantastiske er, at materialet kan smeltes om helt op til otte-ni gange uden at miste sine egenskaber, forklarer Kim-Boie Hofman begejstret og laver et lille regnestykke:
- En brille sidder i gennemsnit tre-fire år på brugerens næse. Hvis den for eksempel lever videre i to år som henholdsvis bord, spejl eller andre produkter op til otte gange, får brillens materiale i alt minimum 20 års levetid i stedet for at lande på lossepladsen. Vi tager imod alle slags briller; også solbriller, læsebriller og nytårsbriller, siger han.
