Taastrup: Det er godt et år siden, at Svanen Gruppen overtog de 46.000 kvadratmeter beliggende mellem Taastrupgaard og Taastrup Station. Og som man ved selvsyn kan konstatere, er maskinerne allerede godt i gang med forberedelserne.
Frem mod 2027 vil Svanen Gruppen som bygherre opføre et urbant kulturområde med 275 boliger, fælleshus og liberalt erhverv, der skal forstærke sammenhængen mellem Taastrup bymidte, Selsmosen og Taastrupgaard.
Selsmosekvarteret skal være en bydel med plads til alle. Derfor er der fokus på diversitet af både boligtyper, boformer og lejlighedsstørrelser for at tiltrække en bred, sammensat befolkningsgruppe med både studerende, unge, ældre, enlige og børnefamilier.
- Vi vil skabe en bydel, hvor det er rart at være; hvor man har lyst til at være. Derfor udvikler vi bydelen sammen med Boligforeningen AKB og Høje-Taastrup Kommune, så vi lykkes med at få skabt trygge, behagelige rammer for områdets beboere og besøgende, fortæller direktør Michael Brixhuus i en pressemeddelelse fra Svanen Gruppen.
Plads til grønne arealer
Området kommer til at bestå af 79 rækkehuse,196 lejligheder, seks erhvervslejemål og et fælleshus, der støder op til områdets kulturtorv.
Med en bebyggelsesgrad på blot 66 procent etablerer Svanen Gruppen naturområder, der binder området sammen med Selsmosen.
Områdets grønne arealer består af både grønne kiler, parkområder med biodiversitetsfremmende beplantning, gårdfællesskaber og en natursti med vandløb, der sikrer samhørighed mellem Taastrupgaard, Selsmosekvarteret og Selsmosen.
Derudover anlægges der et belagt kulturstrøg, som følger bygningerne og byrummet frem for vejrummet.
“Vi dyrker kontrasterne i samfundet såvel som i naturen, og disse kontraster ønsker vi at fremhæve i områdets formgivning. Derfor bliver naturstien vildere, jo tættere på Selsmosen, vi kommer, lige såvel som Kulturstrøget sikrer et livligt uderum og et stærkt samspil med teateret og det nye Børne- og Kulturhus, lover Michael Brixhuus i pressemeddelelsen.
Både ejer- og lejerboliger
Svanen Gruppen har indgået aftale med Core bolig X og XI, som i samarbejde med Svanen skal sikre, at der sker salg og udlejning af en del af de kommende boliger.
En del af boligerne sættes til salg som ejerlejligheder, og en del udlejes.
Og Svanen Gruppen og Core Property Management har før kørt parløb på udviklingen af de første private boliger i Gellerup i Aarhus samt nogle af de første private boliger på Musicon i Roskilde.
jesl
