"Da jeg satte mig ud i bilen og trykkede adressen ind på min GPS, sagde den '1,3 km til destinationen'. Så tæt på har jeg aldrig før holdt foredrag," indledte en veloplagt Preben Elkjær, da han i to halvlege underholdt på Hovedbiblioteket i Gentofte om sin tid i fodboldens verden.
Hjemmebanefordelen for den gamle centerforward var tydelig. Der var ingen tomme tilskuerpladser på biblioteket, og publikum kunne lide det, verdens engang bedste angriber driblede frem fra mindernes store tribune.
"Jeg kom som 19-årig direkte fra Frederiksberg Boldklub i Sjællandsserien til Kölns verdensklassehold i den tyske Bundesliga. Det var godt nok noget af en overgang, men jeg troede på mig selv. Træneren var en hård hund ved navn Hennes Weisweiler, men jeg vidste, at han havde gjort Allan Simonsen til en stor spiller. Når han kunne gøre det, tænkte jeg, hvad kunne han så ikke få ud af mig," fortalte den i dag 60-årige TV-kommentator med sin kendte og elskede blanding af humor og selvironi.
Matchet mellem dansk humor og tysk disciplin viste sig imidlertid ikke som den bedste kombination, så den unge angriber blev hurtigt solgt videre til Lokeren i Belgien, hvor han spillede i seks sæsoner og blev gift med sin Nicole - parret bor den dag i dag i Ordrup.
Her foldede talentet sig for alvor ud, ikke kun i den belgiske liga, men også på det danske landshold.
"Efter mange år med dårlig organisation og nogle spillere, der mest kom hjem for hyggens skyld, fik vi en træner ved navn Sepp Piontek. Der var vi godt nok nervøse - endnu en tysker uden humor! Det fik vi heldigvis rettet op på. Sepp kunne f.eks. holde taktikmøde i halvanden time op til en kamp mod Bulgarien, helt ned til de enkelte modstanderes skostørrelse, hvorpå en spiller kunne klappe begejstret i hænderne og sige 'Nu banker vi fandeme de rumænere'! I begyndelsen havde vi det svært med Sepp, men vi voksede med hinanden, og vi fandt hinanden på et af de bedste landshold, Danmark nogensinde har haft. Vi havde brug for hans disciplin og vindermentalitet, han havde brug for vores professionelle, men stadig afslappede facon," analyserede Preben Elkjær.
Danskerens forestilling om fodbold som primært en leg fik tilført en ekstra dimension, da han efter semifinalepladsen ved EM i 1984 - og et vitalt brændt straffespark fra ham selv, hvilket vi har lovet ikke at nævne - blev solgt til Hellas Verona i Italien.
"På det tidspunkt havde Italien verdens bedste liga, og jeg måtte simpelthen prøve det. Alligevel slog det mig fuldstændig bagover, hvad fodbold betyder for italienere. Jeg kom til Verona sammen med tyskeren Hans Peter Briegel, og ved vores obligatoriske lægetjek fulgte over 200 tilhængere efter os hele vejen gennem hospitalet. Lægerne opgav på forhånd at holde dem ude, så vi sad i underbukser og blev testet på kondicykler, mens et par hundrede mennesker spændt fulgte vores anstrengelser. Sådan var det hele vejen igennem, og det hele eksploderede allerede i den første sæson, hvor vi sensationelt vandt mesterskabet for første og eneste gang. Jeg scorede mod storfavoritterne fra Juventus et mål på strømpefod, fordi min støvle forinden var blevet tacklet af, og så gik hele Italien amok. Først over selve målet i de kommende dage, fordi det selvfølgelig skulle vendes og drejes i alle medierne, om det overhovedet var tilladt at score uden strømper. Det var det så heldigvis. Jeg elskede Italien, og det gør jeg stadig," forsikrede målkongen.
Den dag i dag kan Preben Elkjær ikke bevæge sig rundt i Verona uden at blive genkendt.
"Der er en helt anden mentalitet i Italien, hvor man husker og hylder sine helte. Når jeg sniger mig ind på stadion i Verona for at se en kamp, går der ikke mange minutter, før det er rygtedes, og så står der 15.000 hardcore fans og råber 'Elkjær sindaco, Elkjær sindaco', indtil jeg har været nede og hilse på afsnittet. Det er sandt," udbrød angriberen med samme udslåede arme til publikum, som når han skulle overbevise dommerne om sin uskyld.
Til orientering betyder 'sindaco' borgmester, og norditalienerne vil virkelig gerne have danskeren som byens førstemand. Han får stadig stemmer ved byens kommunalvalg, selv om han aldrig har stået på nogen stemmeseddel, og selv Veronas nuværende borgmester er stor fan.
"Sidste år var jeg med et kamerahold fra TV3 i byen for at lave et indslag, og da foreslog jeg at lave et interview med borgmesteren. Vi bankede på uden at vide, om han overhovedet ville se os, men da han hørte, signor Elkjaer stod uden for, kom han ud med det samme. Han viste os skærmbilledet på sin mobil. Det var et foto af mig og Briegel. Og sådan er det stadig. Jeg bliver genkendt overalt. På Bornholm kom to ældre damer for et par år siden over til mig og takkede for alle de gode oplevelser. Jeg labbede det naturligvis i mig, lige indtil den ene udbrød: 'Vi får aldrig sådan en målmand igen'," sluttede den folkekære fodboldspiller med det usædvanlige lune.
Bag arrangementet stod FOF Gentofte.