28 boliger i Vipperøds gamle asylcenter

Vipperøds dage som asyl- og flygtningby er tæt på at være ovre. Ejeren af Roskildevej 264 vil bygge 28 boliger, og Holbæks udvalg for Klima og Miljø har sagt ja til at udarbejde den nødvendige lokalplan for området.

Værelserne på Hotel Kongstrup Møllekro har siden 1994 fungerer som asylcenter og siden 2015 lejet ud til Holbæk Kommune som midlertidige boliger for flygtninge med opholdstilladelse. Kommunen har sagt lejekontrakten op for i løbet af de næste måneder at flytte flygtninge i permanente boliger eller midlertidige boliger på Holbækhus.

Bygningerne lægger op til både tæt-lav boliger og etageboliger på mellem 50 og 125 kvadratmeter. Målet er en blandet beboersammensætning, men det er ikke afklaret, om det bliver leje- eller ejerboliger, siger ejeren, direktør Morten Westergaard, Roskildevej 264 ApS/Ejendomsadministrationen Frederiksberg til Nordvestnyt onsdag.

Formanden for Vipperød Lokalforum Carsten Svensgaard, håber på lejeboliger, det mangler i Vipperød, og det er der stor efterspørgsel på. Men han hilser al byudvikling velkommen og understreger samtidig, at der har været et godt naboskab til både asylcenter og flygtningeboliger.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...