Skoleleder: - Vi skal stille høje krav til eleverne

Kathøj Svallerup Skole kan fejre et år som én skole efter sammenlægningen, men der går formentlig et godt stykke tid inden specialskolen bliver fysisk sammenlagt.

- I det nye budget 2019-2022 står ikke noget om Kathøj Svallerup Skole, så umiddelbart står vi ikke til sammenlægning, men man kan jo aldrig vide, hvad der sker, siger Morten De Voss, skoleleder.

Vi mødes med ham og viceskoleleder Jakob Thorsted, som er daglig leder på Kathøjskolen, for at høre om hvordan det første år er gået og de fremtidige planer.

- Vi har arbejdet meget med den røde tråd. Så der er sammenhæng med de metoder vi bruger fra 0.til 10. klasse, siger Morten De Voss.

Skolens nye navn Kathøj Svallerup Skole viser, at de to skoler er lige vigtige. På Svallerup Skole går eleverne fra 0.-6. klasse.

På Kathøjskolen går eleverne fra 7.-10.klasse.

Derudover har specialskolen også STU-afdelingen (Særlig Tilrettelagt Uddannelse), som er placeret i Elmegade i Kalundborg.

Skolen skal være på en matrikel i fremtiden, men der er ikke plads på nogle af de nuværende steder til at samle alle, mener de to ledere.

På Svallerup Skole er der 52-53 elever, mens der er 57 på Kathøjskolen.

- Vi kunne godt ønske os at få et bæredygtigt læringsmiljø med faglokaler, som giver gode forudsætninger for læring, trivsel og udvikling, siger Morten de Voss.

Som det er nu, bliver busserne brugt flittigt på Kathøjskolen, fordi eleverne skal hen på Rynkevangskolen, når de skal have fysik, og de har ingen idrætshal, så der skal de også ud at låne.

- Vi skal stille høje krav, selvom det er en specialskole. Vi vil nemlig være en af Sjællands bedste specialskoler, siger Morten de Voss.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...