Regeringen vil parallelsamfundene i ghettoerne til livs, og i den 22 punkter omfattende ghettoplan kan man se, at man går så omfattende til værks, at der virkelig skal midler til.
Og de midler kommer fra Landsbyggefondens renoveringsramme i perioden 2019-26. Det betyder, at helt almindelige boligområder over hele Danmark får udskudt nødvendige renoveringer på ubestemt tid.
For Lyngbys vedkommende rammes fire boligafdelinger i to lokale boligselskaber, ifølge en opgørelse fra BL - Danmarks Almene Boliger. Disse fire afdelinger får udskudt nødvendige renoveringer for tilsammen 241,5 mio. kroner på ubestemt tid.
Boligorganisationen Samvirke i Lyngby får ikke renovereret i afdeling 4 Lundtofteparken for 130 mio. kroner.
Lyngby Almennyttige Boligselskab får ikke 5 mio. kroner til renoveringer i Bondebyen, 13,5 mio. kroner til Lystoftehus og 93 mio. kroner til Sorgenfrivang 1.
Ifølge BL vil der på landsplan kun være ni mia. kroner over en otte-års periode til at finansiere renoveringer frem til 2026.
Det svarer til godt én mia. kroner om året, og ifølge BL er konsekvensen klar: Alle renoveringer udenfor de udsatte boligområder risikerer at stoppe fra 2020.
"Det er helt uacceptabelt," siger BL's direktør, Bent Madsen, i en pressemeddelelse:
"Nu har almene beboere via huslejen i årevis sparet op i Landsbyggefonden, så den kan få økonomisk støtte til for eksempel skimmelrenovering, elevatorer til glæde for gangbesværede og ældre eller på andre måder helt utidssvarende boliger. Og så er det ikke rimeligt, at de på denne måde bliver gjort sorteper."
Lokalt er man helt med på, at parallelsamfund skal bekæmpes. Men midlerne er man ikke enige med regeringen om.
"Jeg har naturligvis ikke noget problem med, at der laves en ghettoplan, men jeg er noget bekymret over finansieringen. Hvis midlerne tages fra Landsbyggefonden, og en række andre almene boligområder dermed får udsat deres renoveringsbehov, skabes der jo blot andre problemer andre steder. Derfor bør planen sikre, at renoveringsprojekter i andre dele af almenboligsektoren ikke tilsidesættes, ligesom der også skal være fokus på at forebygge, at nye ghettoområder opstår," siger Lyngbys borgmester, Sofia Osmani (K), til Det Grønne Område.
Viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S) er enig, men udtrykker sin enighed med andre ord:
"Det er helt vildt, at det er lejerne i de 80 procent af de almene boliger, hvor der ikke er ghettoer, der skal betale for ghettoindsatsen. Det er jo en særskat på dele af befolkningen," siger han til Det Grønne Område:
"Men de bliver så også dobbelt ramt, fordi deres renoveringer bliver udskudt. De renoveringer, de selv har sparet op til. Det kan så også rammer lejere i Lyngby-Taarbæk Kommune - i Bondebyen og Lundtofteparken . Det er helt urimeligt og en katastrofe. Der er i forvejen en lang kø for behandling af sager i Landsbyggefonden, og nu kommer regeringen som en tyv i natten."
FAKTA
Hovedpunkterne i regeringens ghettoplan:
Fysisk forandrede boligområder
Nye muligheder for fuld afvikling af de mest udsatte ghettoområder
Adgang til at opsige lejere ved salg
Stop forkommunal anvisning for ydelsesmodtagere
Obligatorisk fleksibel udlejning
Lavere ydelse for tilflyttere til ghettoområder
Stop for tilflytning af modtagere af integrationsydelse
Kontant belønning til kommuner
Styrket politiindsats i særligt udsatte boligområder
Højere straffe i bestemte områder
Kriminele ud af ghettoerne
Obligatorisk dagtilbud til børn
Bedre fordeling i daginstitutioner
Målrettede sprogprøver i 0. klasse
Sanktioner over for dårligt præsterende folkeskoler
Styrket forældreansvar
Bedre fordeling af elever på gymnasier
Kriminalisering af genopdragelsesrejser
Hårdere kurs over for vold i hjemmet
Tidlig opsporing af udsatte børn
Skærpet straf for brud på den særligt udvidede underretningspligt
Systematisk overvågning og opfølgning