Først blev genåbningen af Roskilde Badet udskudt tre måneder fra 28. februar til 31. maj, men nu er der allerede lagt en måned mere på, så roskildenserne ikke kan tage den gamle del af svømmehallen i brug før 30. juni. Det skriver DAGBLADET Roskilde.
- Selvfølgelig er det ærgerligt, at det bliver udskudt en måned, men den når da at blive klar til festivalen, lyder den optimistiske udlægning fra kultur- og idrætsudvalgsformand Claus Larsen (S).
Årsagen til den nye forsinkelse er problemer med leverancen af fliser og tagkassetter samt besvær med at banke spots ned omkring den gamle svømmehal.
Forsinkelsen skulle ikke gå ud over den endelige åbning af det nye Roskilde Badet, som Claus Larsen stadig forventer klar i begyndelsen af 2019 uden overskridelser af budgettet.
Derfor bærer han over med den nye forsinkelse:
- Det er rigtig ærgerligt, men så længe de holder slutdatoen, kommer vi nok over det.
