H. E. Jørgensen A/S går nu fra seks til 11 vare- og lastbilanlæg på Sjælland.
Det sker i forbindelse med, at selskabet har købt Nyscan-koncernen, der var Scania-forhandler indtil årsskiftet 2016/2017, og som i et nyt selskab startede som Iveco-forhandler på samme tidspunkt.
Dertil kommer Nyscans tankanlæg på Skandinavisk Transportcenter i Køge.
- Vi ser store muligheder for at udvikle Nyscans aktiviteter yderligere. Gennem mere end 60 år har vi opbygget en stærk service- og salgsorganisation, heraf de seneste 17 år som autoriseret Man-forhandler i Dalby og Ringsted. Gennem vores medejerskab af REA-Gruppen har vi desuden en stærk position inden for service og salg af Iveco vare- og lastbiler i Ringsted, Næstved og Slagelse, siger ejer og adm. direktør Henrik E. Jørgensen.
Overtagelsen af Nyscan-koncernen er omfattet af reglerne for virksomhedsoverdragelse, så de cirka 110 medarbejdere i Nyscan og Nyscan Biler fortsætter uændret.
Samtlige værkstedsfaciliteter og bygninger samt tankanlægget i Køge er også med.
Med over 200 medarbejdere og 11 lastbilanlæg i blandt andet Roskilde, Køge, Ringsted, Slagelse, Næstved og Vordingborg får H. E. Jørgensen endnu større rækkevidde og betegner selv virksomheden som Sjællands største privatejede leverandør af vare- og lastbiler samt service. Men mærkerne forbliver adskilt.
- Vi agter at køre de forskellige mærker videre separat og ser på den baggrund også frem til et godt samarbejde med de respektive importører, fastslår Henrik E. Jørgensen, der overtog familievirksomheden i 1992 i en alder af 26 år.
Han er klar på endnu mere vækst:
- Vi skal være et godt valg for vores kunder, og vi er et supermarked for lastvogne og materiel, siger Henrik E. Jørgensen, der mener, at virksomheden nu står meget stærkere og har en endnu bedre konkurrenceevne.
Mens H. E. Jørgensen A/S har leveret et årsresultat på over 9 millioner kroner i 2016 samt en egenkapital på over 45 millioner kroner, havde Nyscan et årsresultat på 6 millioner kroner og Nyscan Biler et minus på 1,7 millioner kroner.
I følge 2016-årsrapporten fra Nyscan Biler var forventningerne til 2017 også et underskud, da opbygningen af den nye virksomhed og den nye forhandling endnu ikke var fuldt udbygget.
