Møllesag: Drenge filmede og delte sex-video

Fredag den 19. maj sidste år - dagen før den store møllebrand - var en del unge mennesker vanen tro samlet i Strandparken i Holbæk.

Blandt dem var den i dag 17-årige dreng fra Jyderup, der dagen efter skulle tænde ild inde i møllen, og en 14-årig pige fra den vestlige del af Holbæk Kommune.

De to kendte hinanden i forvejen og havde efteråret forinden haft samleje, og ifølge den 17-åriges forklaring i retten torsdag flirtede de også med hinanden, og pigen sad oven på ham om fredagen i Strandparken.

Når to unge menneskers seksuelle forhold bliver rullet op i retten, skyldes det især en episode, der udspillede sig senere den pågældende fredag. Sammen med en dengang 15-årig dreng fra Hvidovre, som var en af pigens bekendte, besluttede de tre at tage hjem til pigen.

Her kom ideen om at indføre en vodkaflaske i pigens vagina op, fordi de to drenge efter eget udsagn i retten havde hørt om lignende tilfælde, hvor en pige var blevet »flasket«, som de udtrykte det i retten.

- Vi spurgte for sjov og forsigtigt, om vi måtte »flaske« hende. Hun sagde »ja, det gør I bare«, sagde den 17-årige i retten, hvor han og den nu 16-årige dreng er tiltalt for andet seksuelt forhold end samleje med den 14-årige pige, der var under den seksuelle lavalder på det tidspunkt.

Den yngste af drengene gav en tilsvarende forklaring, hvor han understregede, at de to drenge flere gange havde spurgt pigen, om hun var sikker.

Den 14-årige piges version af sagen kan ikke gengives. Hun er blevet videoafhørt, og den afhøring blev fredag eftermiddag vist for retten bag lukkede døre på grund af pigens alder.

Men de to drenge er også tiltalt for blufærdighedskrænkelse ved - uden pigens samtykke - at have optaget episoden med flasken på video med hendes egen mobiltelefon.

Det var den nu 16-årige, der filmede, mens den 17-årige førte flasken, og i deres version modsatte pigen sig ikke, at der blev lavet en videooptagelse af episoden.

- Jeg siger, at jeg filmer, og det sagde hun ikke noget imod. Der var også lys på telefonen, som hun må have opfattet, bedyrede den 16-årige og tilføjede, at han ikke tænkte så meget over, hvorfor situationen skulle optages. Han gjorde det bare.

Om pigen var klar over, at der blev filmet, er på grund af dørluknigen uvist.

Det er ligeledes uklart, hvad pigen har forklaret om den efterfølgende deling af videoklippet.

Kort efter episoden sendte den 17-årige dreng fra Jyderup optagelsen fra pigens telefon videre til sin egen og den 16-åriges Messenger-konto.

Ifølge sidstnævnte bad pigen ham dagen efter om at slette optagelsen fra sin Messenger, men den var allerede delt med to andre jævnaldrende drenge. De kendte begge den 14-årige pige.

Den 16-årige fra Hvidovre benægter, at han har sendt videoen videre. Men fredag formiddag forklarede de to modtagere, der var indkaldt som vidner, at den blev sendt til deres private Messenger fra den 16-årige.

- Den kom i hvert fald fra hans konto, konstaterede det ene vidne.

De havde begge kun set få sekunder og derefter slettet videoen.

- Jeg havde det lidt dårligt med at få sådan en video. Jeg syntes, det var ulækkert, og jeg ønsker ikke at se mine venners og veninders kønsdele, sagde det andet vidne.

Den 16-årige tiltalte havde, ifølge begge modtagere, efterfølgende fortalt dem, at videoen, hvor man ikke kan se ansigt på personen, var med den pågældende pige.

Et tredje vidne var indkaldt, fordi han var blevet vist videoen dagen efter. Men han havde i retten meget svært ved at huske, hvem der har havde vist ham den, eller på hvis telefon, den var blevet afspillet.

- Vi var fem på Holbæk Station og pludselig fik jeg bare stukket skærmen op i ansigtet. Jeg så kun to sekunder, for jeg syntes ikke det var interessant, sagde vidnet, der kunne oplyse, at den 17-årige tiltalte jyderupper var med i gruppen på stationen.

Ifølge Nina Nielsen, bistandsadvokat for den 14-årige pige, er hun i dag meget påvirket af sagen og er blevet selvskadende. Hun ønsker 60.000 kroner i torterstatning fra de to i fællesskab, og yderligere 20.000 kroner fra den 17-årige for hans rolle i sagen.

De to drenge nægter sig skyldige i alle forholdene. Det gælder også anklagen om sex med en person under 15 år, idet de begge under sagen har hævdet, at pigen har sagt, at hun var fyldt 15 år.

Men sent torsdag dukkede der mulige nye beviser op i sagen. Anklagerfuldmægtig Catharina Feldthaus blev ifølge eget udsagn kontaktet af familien til den 14-årige pige, fordi man var i besiddelse af en Messenger-samtale mellem den 17-årige tiltalte og pigen.

I samtalen, der er fra maj 2016, skriver de to angiveligt om, hvor gammel pigen er, og ifølge anklageren kan den samtale være et vigtigt bevis i spørgsmålet om, hvorvidt drengene kendte pigens alder.

Forsvaret protesterede mod, at samtalen kunne lægges frem, men retten gav anklageren lov til at fremlægge korrespondancen.

Det var fredag eftermiddag usikkert, hvornår det nye bevis ville blive præsenteret for retten.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...