Veksø Skole står foran en udvidelse fra det kommende skoleår 2018/2019.
Det står klart efter det første møde i det nye Skoleudvalg i Egedal Kommune.
Her var den lokale skole kommet på dagsordenen efter en "ansøgning" fra Distriktsskole Stenløse, som gerne ser en udvidelse af Veksø Skole, så eleverne fremover kan blive på skolen indtil udgangen af 6. klasse i stedet for den nuværende model, hvor eleverne forlader skolen efter 4. klasse.
"Der er ikke noget i styrelsesvedtægten der gør, at Distriktsskole Stenløse ikke kan gennemføre denne udvidelse. Den beslutning har de beføjelse til selv at træffe. Vi er bare blevet orienteret om ønsket, og det har vi taget til efterretning," siger Betina Hilligsøe (V), ny formand for Skoleudvalget.
Hun lægger dog ikke skjul på sin tilfredshed med den kommende udvidelse.
"Man kan altid finde for og imod sådan en udvidelse. I dag forlader eleverne Veksø Skole midt i mellemtrinnet. Fremover bliver det inden udskolingen, men Distriktsskole Stenløse kender behovet, ligesom de ved, hvilken vej der er rigtig for dem i forhold til lærerbemanding og de fysiske forhold," siger Betina Hilligsøe.
Den lokale distriktsskole har da også gjort sig en række tanker om fordelene ved at udvide skolen i Veksø,
"Der er ni klasselokaler til rådighed, hvor der i den nuværende situation kun anvendes de fem. Udvidelsen vil ikke bare skabe en bedre udnyttelse af de fysiske ressourcer, men også lette presset på lokalerne på Lærkeskolen, hvor der lige nu mangel på lokaler," lyder det fra distriktsskolen, som også nævner ønsket om et mere sammenhængende skoleforløb.
"Eleverne på både Veksø Skole og Lærkeskolen i Stenløse vil opleve et mere sammenhængende skoleforløb, da sammenlægningen vil ske mere naturligt efter mellemtrinnet og inden udskolingen, hvor der alligevel skiftes lærere. Som ordningen er nu, kan Lærkeskolen ikke lave et naturligt skifte efter indskolingen, da klasserne ikke skal skifte lærere efter både 3.-og 4.kl. De sammenlagte klasser når derefter kun to år med samme besætning," skriver distriktsskolen, som også understreger, at grundet faldende børnetal og optimering af klassekvotienten efter indførelsen af distriktsskoler har der været en nedgang af antallet af klasser på Veksø Skole, som er blevet 1-sporet skole - dog med et gennemsnit på 25,4 elever pr. klasse.
Udvalgsformand Betina Hilligsøe finder det i øvrigt positivt, at strukturen giver den enkelte distriktsskole mulighed for selv at tegne fremtiden.
"Det glæder mig, at vi ser en bevægelse i retning af, at skolerne bliver mere selvstændige og herre i eget hus. Det er positivt, at vi er kommet dertil, hvor vi får glæde og gavn af distriktsskole-strukturen. Den har fået nogle hug gennem tiden, men dens muligheder har måske ikke været udnyttet godt nok," siger Betina Hilligsøe.