Hillerød har fået Nordsjællands største cykelforretning på Carlsbergvej. I forrige uge slog Jupiter Cykler dørene op til deres 850 kvadratmeter store butik - den 12. butik i familievirksomheden, hvor kunderne kan opleve alle typer cykler. Butikkens daglige leder, Andreas Buur, tog imod Hillerød Posten og fortalte om butikken:
"Hillerød var et helt naturligt sted for os. Vi har igennem årene haft rigtig mange kunder fra Hillerød i butikken i Lyngby og derfor er vi glade for, at vi nu har åbnet denne flotte butik, så vi både kan servicere nye og gamle kunder lokalt. Vi har lavet et åbent værksted i butikken, så kunderne også kan få en snak med vores mekanikere. Service er en afgørende faktor for os og ligeledes, at det er let at parkere tæt på butikken."
"Kunderne har taget rigtig godt imod os allerede. Vi har haft en travl åbningsweekend, hvor der var meget stor interesse for el-cyklerne. Kunderne sagde også, at det er dejligt, at butikken er så stor, at de nu kan få en kort prøvetur inde i varmen," fortsætter Andreas Buur, der ikke lige selv havde set denne mulighed.
I butikken finder man mere eller mindre alle typer af cykler. Der er som sagt el-cykler, MTB, racercykler og de almindelige hverdags cykler samt et stort udvalg i børnecykler. I butikken er der ligeledes en retro-afdeling, hvor man finder de gode gamle cykler, både til hverdag og de gamle racercykler med de runde stel.
"Vi vil gerne kræse for alle cykelinteresserede i Hillerød. Der er kun et enkelt sted, hvor vi mangler at få et endnu større udvalg ind i butikken. Vi har racercykler til kvinderne, men vi vil have et endnu større og spændende udvalg af både cykler, tøj og tilbehør til kvinderne," fortæller Andreas Buur og han sætter også fokus på butikkens nyeste i cykelhjelm. Det er cykelhjelmens airbag. Når man tager den på, er det kun en krave, man sætter om halsen, men er man uheldig, så udløses der en airbag-hjelm og den giver en fantastisk beskyttelse, oplyser Andreas Buur.