Ordet kondi bruges i flæng, men hvad vil det egentlig sige at have en god kondition.
Kondition - hvordan defineres den. Vi hører om kondition i alle afskygninger. Topidrætsfolk som løbere, cykelryttere, triathleter og skiløbere omtales som fabelagtige kondi-fænomener, og vi bruger ordet kondition i flæng, - f.eks. når der er præstationer, som vi ikke kan klare. Men hvad er egentlig definitionen på kondition.
For at kunne yde en præstation - stor som lille - kræver kroppen energi. Den energi tilføres ved hjælp af forskellige kemiske processer i kroppen, der hovedsaglig kræver ilt. Den mængde ilt kroppen kan optage i minuttet kaldes "iltoptagelseshastigheden".
Iltoptagelseshastigheden er altså afgørende for, hvor hårdt og hurtigt du kan arbejde. Jo større energiproduktion jo større mulig arbejdsintensitet. Omsat til sportslig udfoldelse betyder dette, at du kan løbe hurtigere, cykle stærkere osv.
Groft sagt er kondition kroppens evne til at optage ilt. Kan du optage meget ilt i en situation, hvor du arbejder med en høj puls, har du en god kondition. At arbejde med ilt kaldes også for aerobt.
Du kan også arbejde uden ilt. Men her er arbejdsprocessen kortvarig. Arbejder du uden ilt gennem længere tid oparbejder din krop en for stor mængde af mælkesyre. Du "syrer til". Musklerne bliver stive og ømme. At arbejde uden ilt kaldes også for anaerobt.
Kondition er afhængig af, hvor god en evne du har til at få trukket luften ned i lungerne. Luften skal fra lungerne - hvor kroppens åndedrætsmuskler har lavet et undertryk - videre ud i blodbanen via blodets røde blodlegemer og til kroppens celler, hvor den optages som energiproduktion. Det er hjertet som sørger for, at blodet bliver transporteret rundt i systemet. Jo stærkere hjertet er, jo mere blod bliver transporteret rundt.
Kondital
Kondital nævnes med jævne mellemrum - specielt i sammenhæng med eliteidrætsfolk. Konditallet er kroppens maksimale iltoptagelse divideret med kropsvægten. Tager man to personer med forskellig vægt men med samme iltoptagelse, vil man komme frem til to forskellige kondital.
Kondital kan forbedres på to måder. Enten kan du blive bedre til at optage ilt - eller du kan tabe i vægt.
For at få undersøgt dit nøjagtige kondital kræves en tur i et testcenter eller idrætslaboratorium. Du kan dog benytte forskellige test som Coopers løbetest og Harvards steptest som en rettesnor for, hvor højt dit kondital er.
Fakta
Lungerne:
I hvile trækker et voksen menneske ca. seks liter luft ned i lungerne pr. minut.
Ved maksimal arbejde kan en utrænet ung mand trække mellem 120 og 130 liter luft ned i lungerne i minuttet.
For en veltrænet ung mand kan mere end 200 liter trækkes ned i lungerne inden for de samme 60 sekunder.
For hver 20 liter luft, som der bliver trukket indenbords, optager kroppen en liter ilt.
Hjertet:
I hvile pumper hjertet ca. 5 liter blod ud i systemet.
Ved maksimal arbejde kan en utrænet ung mand pumpe mellem 20 og 25 liter blod rundt i minuttet.
For en veltrænet mand kan der pumpes op til 35-40 liter blod rundt i minuttet under maksimalt arbejde.
