Husker du? Det skæve skib i havnen

SMUGLERBANDE Danmarkshistoriens største sag om narkosmugling tog fart, da skibet Atlantic Privateer lagde til i Hundested sommeren 2003.

13 tons hash fra Marokko, et drab og i alt 25 dømte personer - det er nogle af ingredienserne i danmarkshistoriens største sag om narkosmugling, der tog sin begyndelse i Hundested sommeren 2003 og først blev fuldt opklaret fire år senere. En narkobande var på spil i havnebyen.

Den sommer for nu seks år siden havde mange bemærket den store havkrydser i havnen og set at båden flere gange i løbet af 2-3 uger returnerede til Hundested efter natlige sejladser på fjorden, men ingen havde dengang regnet ud, at Atlantic Privateer blev brugt til landsætning af 13 tons hash fra Marokko.

Det viste sig senere, at den store mængde hash var blevet landsat på Orø og derfra transporteret til bandens lager i Lynge. Det foregik i perioden fra 21. juni til omkring den 6. juli 2003, få dage efter blev en af de tre hovedmænd, Kim Simonsen, dræbt og senere fundet ved hashlageret i Lynge. I månederne efter bliver bandemedlemmer snuppet i forsøget på at smugle hash til andre lande, men forbindelsen til smugleraffæren i Hundested var endnu ukendt.

Først i 2004 førte en stribe af tilfældigheder politiet på sporet af smuglerne og en af netværkets formodede hovedpersoner, Lars Petersen, som både blev skygget og telefonaflyttet. Han havde for vane at prale om sine bedrifter, og det gav politiet nogle oplysninger om smugleriet.

Lars Petersen fik angiveligt et tip om politiovervågningen af et Bandidos-medlem fra Frederiksværk, så ordensmagten skred hurtigt til anholdelse af ham og flere andre mistænkte i sagen. De anholdte bandemedlemmer var meget tavse, enkelte oplysninger slap dog ud, men politiet manglede en række beviser.

Nogle af dem kom op til overfladen, efter at Halsnæs Posten omtalte sagen om smuglerskibet i 2006, og læsere gav politiet fotos af Atlantic Privateer i Hundested havn. Sammenligning af billeder viste, at "det skæve skib" efterhånden var tømt for sin last.

Disse fotos var dog kun en lille del af narkopolitiets enorme efterforskningsmateriale.

Det endelige gennembrud i optrevlingen kom med anholdelsen af den absolutte hovedmand, Claus Malmquist, som havde gemt sig i Brasilien men omsider kunne udleveres til Danmark efter en international politiaktion, hvor flere narkogangstere næsten synkront blev arresteret flere steder på kloden.

Claus Malmquists navn var poppet op flere gange under efterforskningen, der blev afsluttet i 2007 og en lang række medskyldige blev tiltalt.

De to hovedpersoner fik de strengeste straffe: Claus Malmqvist fik 16 års fængsel for at stå bag indsmuglingen af 13 ton hash og forsøg på indsmugling af kokain, mens Lars Petersen blev idømt livsvarigt fængsel for bl.a. drab, brandstiftelse, indsmugling af 13 ton hash og forsøg på indsmugling af store mængder kokain. I alt 25 personer blev dømt, heriblandt to polakker, der hver blev idømt seks års fængsel efter smugleraffæren med forbindelse til Hundested.

an (2009)

NARKOSAG Det er blevet kaldt "Danmarks største narkosag", og den involverer bl.a. indsmuglingen af 13 tons hash på en sejlbåd, der lagde til i Hundested Havn af flere omgange.

Derfor var der et vist lokalt islæt over det, da TV2 for fire år siden sendte "Gerningsstedet - 13 tons hash i lasten," hvor blandt andre havnefoged Søren Brink medvirkede.

Han undrede sig dengang i 2003, og blev senere afhørt under sagens optrevling.

"Da sagen kørte, blev jeg afhørt af politiet flere gange. Det var noget mystisk noget med den båd. Den ene dag krængede den tæt på vandlinjen, kort efter lå den højt i vandet," huskede han fra episoden.

Efterforskerne kunne i tv-programmet fortælle om, hvordan de kom på sporet af et organiseret, dansk smuglernetværk. Det var bl.a. omtale i lokalavisen, der førte til nogle afgørende opdagelser.

"Jeg husker godt, da jeg var i kontakt med efterforskere fra Københavns Politi," siger lokalredaktør Anders Nordstrand, dengang journalist på Halsnæs Posten.

"Efter et par artikler om sagen fik politiet tilsendt nogle billeder af båden fra borgere og turister, der havde fotograferet Atlantic Privateer i Hundested dengang i 2003. Billederne så ud til at styrke politiets mistanke om, at båden efterhånden lå højere i vandet, da den blev tømt for sin last."

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...