Det kræver individuelle forløb, når ungdomsuddannelse og superligafodbold i Brøndby skal passe sammen. Det har man løst på Albertslund Gymnasium.
I langt de fleste tilfælde har de unge spillere gjort en ungdomsuddannelse færdig, inden de skriver en fuldtidskontrakt med Brøndby IF og bliver en del af superliga-truppen. Der er dog undtagelser, for talentet kan være så stort, at spillerne så at sige rykker op »før tid«.
Og så skal dagligdagen som professionel fodboldspiller kombineres med uddannelse.
Det er tilfældet for 18-årige Casper Hauervig fra Ishøj, samt for Andreas Bruus fra Greve og Christian Enemark fra Køge, der begge netop er fyldt 19 år.
»Det er jo noget, man skal igennem. Det kan nogle gange være tungt, men det skal jo gøres,« lyder det fra de tre unge Brøndby-spillere om skole og lektier.
Casper, Andreas og Christian går på Albertslund Gymnasium, hvor man har oprettet en særlig Team Danmark-linje på hf.
Passer lektierne
Lige nu fylder fodbolden rigtig meget for dem; de er for nylig rykket op i superliga-truppen og skal vænne sig til nye forhold og nye ansigter - og et helt andet pres. Til gengæld er det også en drøm, der er gået i opfyldelse.
Foruden to daglige træningspas under ledelse af Brøndby-træner Alexander Zorniger og tilhørende kampe, skal der også investeres tid til fx landsholdssamlinger. Det er med andre ord en udfordring at møde op fysisk til undervisningen i Albertslund.
De tre drenge passer undervisningen så meget de kan, og bruger ellers fritiden til at få læst op. Fodbolden fylder 15-20 timer om ugen uden kampe og rejser, så der er fritimer til skole og lektier - de falder bare på lidt skæve tidspunkter, fordi træningen formiddag og eftermiddag bare skal passes.
Både Casper, Andreas og Christian er dog motiveret for at give den en skalle med lektierne.
»Uddannelse er en sikkerhed for, at man har noget at falde tilbage på, hvis man af en eller anden grund er nødt til at opgive fodbolden, fx fordi man bliver skadet. Så vi ved godt, det er vigtigt med uddannelse - men det kan altså godt være lidt træls at skulle i gang med lektier, efter man har gennemført dagens to træningspas, som i sig selv er hård kost,« er beskeden fra de tre fodboldtalenter. De har valgt hf-uddannelsen, fordi der her er »råd« til lidt mere fravær end på en gymnasieuddannelse.
Den disciplin, som de har omkring deres sport, og deres vilje til at præstere, tager de dog med over til uddannelsen, så der er ikke tvivl om, at de nok skal få huen på. Hvis alt går vel, så har Christian Enemark et halvt år tilbage, mens Casper Hauervig og Andreas Bruus begge har halvandet år tilbage. Skulle det komme til at knibe, fordi fodbolden kommer til at fylde, så er der mulighed for at forlænge med et år.
Når studenterhuen bliver sat på hovedet, så venter en ny uddannelse ikke lige rundt om hjørnet. Alle tre spillere vil udelukkende koncentrere sig om fodbold.
Det liv, som ligger efter fodbold, har de tre unge spillere ikke taget stilling til - og dermed heller ikke til en videregående uddannelse. For dem er det vigtigste, at de nu får en ungdomsuddannelse i rygsækken, og at de får succes på fodboldbanen.
Vil udvikle hele mennesker
Både Casper, Andreas og Christian har været en del af Brøndby Masterclass, der er fællesbetegnelse for talentudviklingen i Brøndby IF, og hvor fodbold kombineres med forskellige uddannelsesmuligheder.
I Brøndby IF lægger man vægt på, at talenterne også får en uddannelse:
»Det skal ikke kun handle om fodbold. Det er vigtigt, at de unge fodboldspillere også møder andre mennesker og får andre input end lige fodbold. Vi tror simpelthen, at de bliver bedre fodboldspillere af det,« fortæller Kim Vilfort, der er chef for Brøndby Masterclass.
Samtidig er en ungdomsuddannelse en god ballast. Både hvis spilleren er nødt til at stoppe sin karriere, og når det bliver tid til en tilværelse efter elitefodbold.
»Selvfølgelig er der spillere, som i deres fodboldkarriere kommer til at tjene så meget, at de bliver økonomisk uafhængige. De fleste skal dog indstille sig på et langt arbejdsliv efter fodboldkarrieren, så en uddannelse er vigtig. Vi forsøger at puffe på det vi kan, for at de unge får en uddannelse,« siger Kim Vilfort.
Individuelle forløb
En af nøglerne er uddannelser, der tager hensyn til, at sporten fylder rigtig meget hos de unge. At forløbene er så tilpas fleksible, at de unge ikke bare opgiver, fordi sporten trækker mest.
»For at de unge får succes, kræver det individuelle forløb - sådan er det også med Brøndby-talenterne Casper, Andreas og Christian,« fortæller Trine Ladekarl Nellemann, der er rektor på Albertslund Gymnasium.
»Som Team Danmark Uddannelsespartner er vi anerkendt for vores arbejde med elitesportsudøvere. Vi tilrettelægger undervisningen fleksibelt, så der er mulighed for både at passe daglige træningspas og deltage i turneringer i ind- og udland fx med landshold. Vi følger derfor hver enkelt elev tæt og er i løbende dialog med klub og eventuelt forbund,« tilføjer Trine Ladekarl Nellemann.
Hun er udmærket klar over, at det er de unges sport - hvad enten det er fodbold, svømning eller noget helt tredje - der fylder hos eleverne. Og at presset på de unge - særligt eliteudøverne - er stigende. Det giver udfordringer, både fysisk og mentalt.
»Det er netop dét, vi tager højde for, når vi skal sammensætte uddannelsesforløb. Det kræver disciplin af de unge at dyrke meget idræt og samtidig tage en uddannelse. Heldigvis er det min oplevelse, at de allerfleste magter det, netop fordi de har disciplinen med sig fra deres idræt, og det er faktisk sjældent vi ser nogen stoppe. Langt de fleste gennemfører - og gør det med pæne karakterer,« siger Trine Ladekarl Nellemann. Lige som Kim Vilfort tror hun på, at uddannelsen er vigtig. »Når en stor del af tilværelsen drejer sig om sport, så har de unge behov for noget andet indhold - og det giver vi dem, og for os er det en fornøjelse at følge dem på banen, både nu og når de er blevet studenter,« siger Trine Ladekarl Nellemann.