Roskilde får 200 el-bycykler

Det er firmaet Bolt, som har set sig lun på byen, og cyklerne kommer ud midt på foråret.

Det er firmaet Bolt, som har set sig lun på byen, og cyklerne kommer ud midt på foråret.

Der kommer flere bycykler i Roskilde, mange flere, og nu bliver de tilmed på el.

Det står klart efter, at der fra politisk hold er sagt god for, at firmaet Bolt kan stille 200 elcykler ud på cykelparkeringspladser i Roskilde. Cyklerne kommer ud at køre fra april og er foreløbig et forsøg på et år.

- Elcyklerne bliver et fint supplement til de 100 bycykler fra Donkey Republic, vi nu har haft kørende nogle år. De er blevet meget populære og har været brugt til 17.000 ture i 2023, siger formand for plan- og teknikudvalget, Claus Larsen (S).

Aftalen om elcyklerne koster ikke Roskilde Kommune noget. Samtidig skal Bolt dagligt overvåge udlejningscyklerne og sikre, at de kun placeres inden for de områder, der er besluttet, så de ikke generer andre, når de er parkeret.

Cyklerne får udskiftelige batterier, så de ikke skal hentes og oplades hver aften. Udskiftning af batterier sker, hvor elcyklen er parkeret, med brug af en ladcykel eller en elbil.

For at leje en Bolt elcykel skal man bruge Bolt-appen og et betalingskort knyttet til ens konto for at betale.

De 200 nye cykler kommer i øvrigt til at “kæmpe” med alle de andre cykler i byen om de eksisterende cykelstativer.

- Der kommer ikke flere cykelstativer i byen på grund af det her. Det er ikke noget, jeg kommer til at ligge søvnløs over. Skulle 200 ekstra cykler give problemer med parkerings-pladser, så må vi se på det. Nu ved vi ikke, hvor stort et område de bliver spredt over. Vi har foreslået, at der også stilles nogle både i Trekroner og ved Risø, så vi må se på det problem, hvis det opstår.

Kommunen har oplevet en del problemer med et andet udlejningskøretøj, nemlig el-løbehjul, som har flydt steder, det ikke har været ønsket. Det problem tror udvalgsformanden ikke på med el-cyklerne.

- Jeg har fået den forklaring, at når man afleverer en af de nye dele-cykler, så skal man sende et foto af, hvor man har henstillet den, og er den ikke stillet et sted, firmaet er tilfreds med, så vil turen ikke blive afsluttet og kunden dermed komme til økonomisk at bøde for det, siger Claus Larsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...