De kalder sig Tyrefægterne, og de er fra Ballerup. Nu kan de også kalde sig et 1. divisionshold.
Det handler om backgammon, hvor holdet i holdturneringen under Dansk Backgammon Forbund (DBgF) har haft en overbevisende sæson i 2. division. Ved lørdagens afslutningsrunde i Grøndal Multicenter strøg holdet helt til tops, og sikrede sig oprykning til landets næstbedste række. Som kun er overgået af Elitedivisionen.
Oprykningen kom i hus efter et sandt lokalopgør, mod Ballerups andet, store backgammonhold, BMS. Her var der revanche til gode, efter BMS tidligere på sæsonen havde vundet 3-1. Nu blev der gjort gengæld, med en 4-0-sejr til Tyrefægterne.
BMS havde tre hold med til afslutningen. Det ene, BMS I, sluttede på en femteplads i 2. division, mens BMS II skal ud i ekstra kampe for at undgå nedrykning fra 2. til 3. division. BMS III har haft en spændende sæson i 3. division, og her fortsætter holdet også næste år.
