Artiklen blev oprindeligt bragt i slutningen af januar 2024. I dag er historien ligeså aktuel, og nu kan du læse den gratis:

Engang var de bydende nødvendige for at jage og krydse de enorme sne- og isdækkede vidder, der findes i Grønland. Slædehunden har historisk set været en markant del af den grønlandske kultur og levevis, men en række samfunds- og klimamæssige forhold betyder nu, at hunderacen er i fare for at forsvinde.

Hvor der i 1990 fandtes næsten 30.000 slædehunde i Grønland, var der i 2020 blot omkring 13.000 tilbage. Dermed er der ikke blot fare for at en genetisk unik hunderace forsvinder - også en central del af den grønlandske kultur er på spil.

- Den grønlandske slædehund er unik rent genetisk set, fortæller Emilie Andersen-Ranberg, som bor i Hørsholm og er dyrlæge og forsker ved Universitetshospitalet for Familiedyr ved Københavns Universitet.

- Det er nok den hunderace, hvor vi kan se størst sammenlignelighed med de ældste arkæologiske fund af slædehunde fra Sibirien. De grønlandske slædehunde har overlevet i meget lang tid og det gør de stadigvæk, men deres fremtid er truet, forklarer hun.

En verden ændrer sig

Der er flere grunde til, at bestanden af grønlandske slædehunde bliver mindre for hvert år. I Grønland kommer der til stadighed færre fangere, og klimaforandringer gør arbejdet vanskeligt for de tilbageværende.

Hvor slæden tidligere var bydende nødvendig for at jage, har snescooteren i visse tilfælde erstattet det traditionelle hundespand.

- Det grønlandske samfund har ændret sig. Fra at være fangere, har man fået otte-til-fire jobs, og man bruger ikke længere hundene på samme måde. Samtidig er det blevet meget dyrere at have slædehunde. Det er også blevet sværere at fange vildt på grund af klimaforandringerne, forklarer Emilie Andersen-Ranberg.

Dyrlægerne mangler

Hertil betyder en udbredt mangel på dyrlæger, at man står ringere overfor tilbagevendende virusudbrud, som i nogle tilfælde har udryddet hele populationer af slædehunde i nogle bygder.

Selvom Grønlands Selvstyre i dag yder gratis vaccination af alle slædehunde, er der stadig hunde, som dør af virussygdomme.

De manglende dyrlæger betyder også manglende muligheder for sterilisation, hvilket kan gøre det unødigt hårdt at have slædehunde.

- Man ser rigtig mange uønskede drægtigheder, for der skal kun én løs hanhund til, før alle tæverne i en bestand potentielt bliver parret. Så bliver de nødt til at aflive hvalpene, og det er til stor frustration for ejerne. Man må ikke tro, at der er tale om hårde og kyniske fangere. Det er en helt forkert stereotyp. Det er mennesker, som lever sammen med deres hunde, som Emilie Andersen-Ranberg forklarer, før hun tilføjer:

- Det kræver rigtig meget tid, energi og penge at have slædehunde. Man har jo hundene, fordi man har et stærkt ønske om at have slædehunde. At aflive en masse hvalpe er ikke en del af dette ønske, siger hun.

Det er netop her, Emilie og hendes kolleger kommer ind i billedet.

Emilie Andersen-Ranberg forsker nemlig i arktiske infektionssygdomme med et særligt fokus på grønlandske slædehunde. Og så er hun med i et helt særligt projekt, der skal bane vejen for en bæredygtig bestand af grønlandske slædehunde i fremtiden.

- Der er ikke nogen praktiserende dyrlæger i hele slædehundedistriktet, der strækker sig fra Sisimiut på vestkysten og nordpå og dækker hele østkysten. Det drejer sig i virkeligheden om det meste af Grønland. Man må ikke have slædehunde udenfor slædehundedistriktet, og der findes kun én dyrlægeklinik i hele Grønland. Den ligger i Nuuk, som netop ligger udenfor slædehundedistriktet, forklarer Emilie Andersen-Ranberg.

- Det vil vi gerne ændre, tilføjer hun og bemærker, at det er et udtalt ønske for mange slædehundeejere at opnå større dyrlægetilgængelighed i Slædehundedistriktet.

Kræver handling

Emilie Andersen-Ranberg er en af initiativtagerne til projektet QimmeqHealth, der udspringer af et større projekt fra Københavns Universitet kaldet “Qimmeq”, som betyder slædehund på grønlandsk.

- Qimmeq var et kulturprojekt, som skulle beskrive den grønlandske slædehund som en anerkendelse af, at den er ved at forsvinde. De ville dokumentere og beskrive kulturen. I den forbindelse opstod vores underprojekt Qimmeqhealth, hvor vi tog til Grønland for at undersøge hundenes sundhedsproblemer, forklarer Emilie Andersen-Ranberg, der sammen med sin kollega fra Universitetshospitalet, Rikke Langebæk, satte kursen mod nord.

I Grønland viste det sig, at der var meget, dyrlægerne kunne gøre, selvom den grønlandske slædehund i udgangspunktet er en meget sund, hårdfør og stærk race.

Men det ville kræve en indsats.

- Vi fandt ud af, at vi faktisk kan løse op mod 80 procent af de sundhedsudfordringer, vi så hos slædehundene med ret simple midler i en dyrlægepraksis. Min kollega Rikke Langebæk og jeg stod i en unik situation i den forbindelse. Vi kommer begge fra dyrlægeskolen, vi er forskere og vi er praktiserende dyrlæger. Hvis man står så oplagt et sted og har evnerne, så har man også en del af ansvaret, lyder det fra Emilie Andersen-Ranberg.

Det resulterede sidste år i en flere måneder lang ekspedition, hvor dyrlægerne behandlede slædehunde i en interimistisk klinik indrettet på et lager. Det skete med støtte fra forskellige bidragsydere, heriblandt Skibsreder Per Henriksen, R og hustrus fond.

Vil bane vejen

Rejsen til Grønland bragte dyrlægerne til Ilulissat og Sisimiut i slædehundedistriktet, hvor der var så meget efterspørgsel til deres arbejde, at de ikke kunne nå at behandle alle de dyr, som der var efterspørgsel på behandling for.

For dyrlægerne fra Københavns Universitet var det dog lige så vigtigt at inspirere de grønlandske unge, som det var at behandle dyr.

- Der er ganske få grønlændere, som uddanner sig til dyrlæger. Det vil vi gerne forsøge at ændre ved at inspirere unge grønlændere til at blive dyrlæger. Vi håber, at det vil øge chancen for at nogen en dag ønsker at bosætte sig som praktiserende dyrlæge i slædehundedistriktet, forklarer Emilie Andersen-Ranberg og tilføjer:

- Vi besøger skoler og gymnasier i Grønland og fortæller om, hvad det vil sige at være dyrlæge. Vi har også praktikanter i klinikken, så de kan se og opleve, hvad det indebærer.

Hun forklarer samtidig, at der blandt dyrlæger har været en udbredt frygt for, at man ikke kan få en klinik til at løbe rundt i slædehundedistriktet.

- Da vi besøgte Sisimiut og Ilulissat sidste år, oplevede vi noget andet. Mange ejere spurgte ikke engang til prisen, før de havde hentet deres dyr, bemærker Emilie Andersen-Ranberg med et skævt smil.

Har brug for hjælp

Til maj tager Emilie Andersen-Ranberg igen af sted med sine kolleger for at behandle slædehunde og inspirere unge grønlændere.

Hvor man sidste år indrettede sig på et lager, vil dyrlægeklinikken i år blive mere mobil.

- Vi kommer til at arbejde i et område, hvor bygderne er spredt ud over et meget stort område. Det betyder, at vi formentlig selv skal afsted på hundeslæde med opbakning og stille en lille klinik op i en til to dage i en lille afsides bygd, så vi kan behandle og så tage videre, siger hun og tilføjer:

- Vi håber, at både danskere og grønlændere vil donere til vores arbejde. Behandlingerne i projektet er gratis, men vi vil opfordre til at donere til arbejdet. Varigheden af projektet er afhængigt af donationer.

Man kan støtte projektet ved en Mobilpay-overførsel til 933823 eller bankoverførsel til reg. 0216 og konto: 4069174078.