10 ting, du ikke må smide i skraldespanden

Du må langt fra smide hvad som helst i skraldespanden til restaffald. Du skal følge de regler for sortering af husholdningsaffald, der gælder i din kommune.

Hvis du sorterer korrekt, gavner det miljøet, og det kan også gøre din regning til renovation mindre, fordi der skal bruges færre ressourcer på genbrugsstationerne og forbrændingsanlæggene til at sortere affaldet korrekt.

En god skraldespand er det, der er tilbage, når du har sorteret alt det genanvendelige og farlige fra. Her er de værste ting, du kan komme i skraldespanden:

Elektronikaffald

Elektronikaffald – alt udstyr med ledning, batteri eller solceller – er yderst skadeligt for miljøet og skal derfor afleveres på en genbrugsstation eller sorteres i fraktioner lokalt.

Farligt affald

Farligt affald er blandt andet malingrester, deodorantspray, hårlak og andre spraydåser, lightere og beholdere med lightergas, kemikalier, medicin, stenuld-isolering, kanyler, energisparepærer og lysstofrør.

Det skal afleveres på en genbrugsstation eller i lokale ordninger som en miljøbil eller særlige bokse.

Batterier

Nogle af metallerne, som batterier er lavet af, er giftige og dermed skadelige for miljøet.

Der er er skjulte engangsbatterier, der indeholder miljøskadelige tungmetaller, i alle produkter med lys og lyd.

Der er også genopladelige batterier, som indeholder små mængder af miljøskadelige tungmetaller, i blandt andet mobiltelefoner, bærbare pc'ere, el-tandbørster og værktøj.

Batterier skal ofte afleveres i lokale batterikuber, i udvalgte butikker eller i en pose på skraldespandslåget.

Spidse genstande

Knive, barberblade og andre genstande kan skade renovationsarbejderne. De skal afleveres på en genbrugsstation.

Antændeligt affald

Du må ikke smide ting, der risikerer at selvantænde, i skraldespanden, for eksempel aske med gløder, ubrugt fyrværkeri og olievåde klude.

Metal

Det kræver meget energi at udvinde metaller fra jorden. Derfor skal metal afleveres på en genbrugsstation, sorteres i fraktioner lokalt, eller smides i din affaldsbeholder til metal, hvis du har en sådan.

Glas

Du kan aflevere vin- og spiritusflasker, glasflasker, syltetøjsglas, konservesglas i glascontaineren eller i skraldespand til glas, hvis du har en sådan.

Vinduesglas skal afleveres indpakket til storskrald. Porcelæn må heller ikke smides i glascontaineren, da det ødelægger maskinerne, der genanvender glas.

En deodorant eller parfume i glasbeholder må du godt smide i glascontaineren, selvom den også indeholder plastik, men fjern løse plastikdele først.

Hård plast

Hård plast – alt det plast, du ikke kan slå knude på – afleveres på en genbrugsstation eller sorteres i din plastcontainer på egen grund. Det kan være dunke til vaskemiddel, opvaskemiddel eller sprinklervæske, flasker til shampoo og eddike eller bøtter fra madvarer som pålægssalat, marmelade og is.

Husk, at de skal være tømt for indhold.

Når plast er vasket og knust, bliver det smeltet om til granulat, der for eksempel kan bruges til at lave kompostbeholdere eller tæpperuller. Hvis plasten forbrændes, udleder det en del CO2.

Papir

Det meste papir kan genanvendes til nyt papir eller pap.

I papircontainere må du lægge papir, aviser, reklamer, ugeblade og kuverter - også rudekuverter.

Vådt, beskidt eller papir med plastik kan ikke genbruges. Det kan derfor smides i den almindelige skraldespand.

Pap

Pap afleveres typisk i en samlet bunke til storskrald, i en særlig container på genbrugsstationen eller i en skraldespand til pap på din husstand.

Du kan aflevere papkasser, bølgepap, karton, æsker fra morgenmadsprodukter som havregryn eller æsker fra tandpasta, og toilet- og køkkenrullerør.

Er der plastik og metal eller rester af mad eller maling sammen med pappet, skal du putte det i skraldespand til restaffald - for eksempel pizzabakker og æggebakker.

Af Kathrine Schmeichel, Videncentret Bolius

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...