Swingergaarden skal svinge videre med ny ejer

1.april skifter den 400 kvadratmeter store swingerklub, Swingergaarden, ejer. Den nuværende ejer - for en stund i hvert fald - Trine Kragh startede virksomheden, der ligger i Kindertofte, for fem år siden. Det er den eneste af sin slags på Vestsjælland.

Og den nye ejer, Caroline Blixenkrone-Møller, der selv har været frivillig på Swingergaarden, vil drive stedet videre i samme ånd.

- Det er jo en rigtig god begynderklub, som har en rigtig god atmosfære, og det vil jeg gerne føre videre, fortæller Caroline Blixenkrone-Møller.

Den nye ejer kommer selv i swingerklubben og har altid været glad for atmosfæren og rummeligheden.

Og det var en af grundene til, at hun har overtaget Swingergaarden.

- Jeg synes jo, det ville være utrolig ærgerligt, hvis stedet ikke skulle køre videre, så derfor så jeg en mulighed for at sikre, at der fortsat vil være en swingerklub på Vestsjælland.

Den nyslåede ejer vil ikke afvise, at der med tiden bliver udvidet og kommer nye tiltag, men det er noget, »der skal komme stille og roligt«.

Og Caroline Blixenkrone-Møller er ikke i tvivl om, hvad der skal til, når man overtager et sted som Swingergaarden.

- Man skal turde sige sin mening og stå fast. Og så handler det selvfølgelig også om, vi har et rigtig godt hold frivillige, så det skal nok blive rigtig godt.

Trine Kragh, der har drevet Swingerklubben i godt fem år, er glad for, at det er Caroline Møller, der overtager.

Selv siger hun, at det har været hårdt arbejde at være iværksætter i en atypisk branche, og selv om hun mindes fem gode år, er det nu tid til at give både pisk, SM-rum og tøjlerne videre.

- Der har været nogle forskellige henvendelser, men jeg ville rigtig gerne have, at den nye ejer ville drive stedet videre i samme ånd, som der er her på Swingergaarden.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...