Smag på hele verden på Værftets Madmarked

Der dufter af dejlig mad - og meget forskellig mad - når man kommer ind i Værftets Madmarked på Ny Kronborgvej. 12 food-truckers er linet op i de tidligere værftshaller, som er pyntet op til ukendelighed.

Fra loftet hænger farvestrålende stofrester og kulørte lamper på nogle simple rammer, som er med til at sænke loftshøjden.

Der er indrettet hyggelige siddesteder, varmen er kommet på plads, røgen fra madlavningen er forsvundet og alt tegner denne torsdag eftermiddag til en ny god sæson på Værftets Madmarked, som er klar til sit andet år.

10 driftige erhvervsfolk er den økonomiske garant for markedet, og sidste år slæbte det lige af økonomisk set, men i år bliver det bedre, lyder det fra en af investorerne, Jan Ryberg.

19 forskellige boder

Inden længe vil der være 19 boder med tilbud lige fra pizza og gourmetburgere til tacos, spansk og syrisk tapas og pitabrød, crepes, cocktails og Pølse Kompagniets gourmet-hotdogs, for blot at nævne nogle af de mange muligheder.

Værftets Madmarked har tegnet en fire årig kontrakt med Helsingør Kommune, mens den finder ud af, hvad værftshallerne skal bruges til.

- Og vi har masser af planer. Vi vil gerne være meds til at udvikle området og har set et stort potentiale i det her. Det er med til at trække turister hertil og skabe liv i Helsingør, forklarer Jan Ryberg.

Styr på problemerne

Værftets Madmarked har været lukket i vintermånederne for at få styr på problemer med røg, kloakering, vand og brandsikkerhed. Det er på plads nu, og mange stadeholdere vil gerne have, at Madmarkedet er åbent hele året. Om det er muligt vil tiden vise.

Streetfodbold, E-sport, koncerter, Food-banko og Ferrarie-stævner er nogle af de aktiviteter, der er planlagt - udover den lækre mad.

- Og så er vi med, når de store arrangementer som Kronborg Cup og Ironman løber af stabelen, forklarer en anden af investorerne, Jesper Haase.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...