Ørnens fantastiske genkomst

Ivan Ingemansen, pensionist og naturguide

For første gang siden 1995, da havørnen efter 100 års fravær genindvandrede i den danske natur, har havørnebestanden været i tilbagegang.

Fugleinfluenzaen har krævet et tocifret antal dødsfald blandt de danske havørne. Enkelte er også blevet forgiftede, og der er fugle, der er blevet ramt af vindmøllernes vinger.

Der er dog ingen tvivl om, at bestanden af ynglepar, som i 2017 var på 62 mod 83 par i 2016, vil stige i de kommende de år.

Siden Havørnen igen begyndte at yngle i Danmark, er der kommet over 800 unger på vingerne. Ved den årlige ørnetælling sidst i Januar blev der talt 375 havørne og 11 kongeørne i Danmark.

Jeg er selv meget fascineret af denne imponerende fugl, og har i en del år fulgt udviklingen af bestanden specielt på Sydsjælland, som sammen med Lolland Falster har været havørnenes kerneområde. De er gennem de senere år begyndt at sprede sig til resten af landet.

Den 25. februar afholdes "Ørnens dag" rundt omkring i landet. På Avnø har jeg deltaget i fejringen af dagen gennem flere år. Her mødes man klokken 10:00, hvor der bydes velkommen af en repræsentant for Dansk Ornitologisk Forening (DOF), som står for arrangementet.

Efterfølgende er der en guidet tur ud på Avnø og ud til fjorden, hvor der er flere poster, der spejder efter havørnene med deres teleskoper. Ørne elsker isvinter

Flest havørne ser man, når vi har isvinter. Når søerne i Sverige og Nordtyskland fryser til, trækker havørnene til Danmark, hvor der som regel vil være noget åbent vand. Sidst vi havde sådan en situation var i 2011, hvor der var 22 havørne på Avnø Fjorden. Der er dog hvert år set havørne på dagen.

På rundturen serveres varm kakao ved shelterne i Nokkeskoven. På posten i fugleskjulet serveres der forskellige snapse.

Tilbage på Naturcenteret er der kaffe og kage. Her er også folk, der kan fortælle om ørnene og deres færden. I bålhuset laves der fuglekasser.

Et nyt par slog sig sidste år ned ved Aunøfjorden, hvor de byggede en rede, og begyndte at ruge først i marts. De opgav dog rugningen efter to uger, sandsynligvis på grund af forstyrrelse ved reden. De er nu tilbage, så det bliver spændende, om de gennemfører i år, og får unger på vingerne,

Siden 2014, hvor DOF satte et webcamera op over en ørnerede, har man kunne følge ørnenes liv i reden.

Det kan findes på www.ørnetv.dk. Her kan man blandt andet følge med i, hvad de gamle fugle tager med hjem til reden. Om sommeren er det hovedsagelig fisk, de hjembringer, medens en stor del af deres føde om vinteren består af blishøns.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...