Efter flere måneder med regn, blæst, sne og kulde er det vel på tide med forår og tocifrede varmegrader. Eller hva?
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut kan vi ikke forvente at få mere end ti grader, før vi når hen i slutningen af marts.
Ti grader kan vi nemlig få på alle tider af året, men skal temperaturen stige til 15, 20 og 25 grader, skal solen gøre sit arbejde.
Første gang vi fik ti grader i år var 24. januar. Da kom vinden fra sydvest og blæste varme op fra Erupa, oplyser DMI.
Den første dag med 15°C et sted i Danmark kommer typisk i slutningen af marts. Gennemsnittet for de senere år er 24. marts. Tre gange har vi dog oplevet det allerede i februar med 2012 som seneste tilfælde, oplyser DMI.
Lun vind sydfra
At komme fra 10°C til 15°C kræver mere end mild havluft. De optimale betingelser opnås i en lun sydvestenvind. Selvom Solen endnu ikke står højt på himlen, så kan den på denne tid af året godt varme lidt op. Havtemperaturen er stadigvæk omkring de 10°C i Nordsøen, og derfor er det typisk de østlige dele af Jylland og Sjælland, der bliver varmest. I modsætning til havoverfladen, bliver luften gradvis varmere, mens den bevæger sig hen over en jordoverflade. Det skyldes, at havvand er god til at fordele varmen over et stort område. Det gør en jordoverflade ikke.
Vind fra sydvesten sender en mild luftstrøm op over landet, og når temperaturen i 1 til 2 km's højde over jordoverfladen er 7 til 10°C, kan vi komme op over 15°C.
Som meteorolog kigger vi meget på temperaturen i denne højde, da den kan give et fingerpeg om, hvor varmt det kan blive nede hos os ved overfladen. Om sommeren kan Solen varme dette lag op med ekstra 15 eller 20 grader, fortæller DMI.
Solhøjde hjælper til
Første gang man kan opleve op til 20°C i Danmark er som regel i midten af april. Så er solen kommet højt på himlen, og dagen er blevet væsentlig længere.
Jo højere solen står, jo mere ken den varme
De 20°C opnås som regel på en af to måder. Enten sker det i de østlige landsdele med Solens hjælp, eller også sker det i Sønderjylland, hvor en sydlig vind sender varmen op fra Tyskland.
Solen gør al arbejdet
Før vi når 25°C og dermed den første meteorologiske sommerdag, skal vi gennemsnitligt helt hen omkring 20. maj. Men det kan dog ske meget tidligere. Tidligst 17. april 1964, hvor der blev målt 25°C.
I slutningen af maj er dagen tiltaget med 9 til 10 timer, og solhøjden er steget til ca. 55 grader. Nu er der virkelig blus på. Derfor er det heller ikke længere så afgørende, hvor vinden kommer fra.
Hvis vi ønsker meget varme sommerdage, skal vi håbe på, at der kommer en sydøstenvind ind over landet. Den varme og tørre kontinentale luft giver de højeste temperaturer. Den danske temperaturrekord på 36,4°C er fra august 1975 - og netop sat med vind fra denne retning.
