En ombygning til en værdi af 225.000 kroner vil øge anvendeligheden af to vente- og aflastningspladser på Plejecenter Ortved.
Hver bolig har to sengepladser, men indretningen af dem betyder, at beboeren på det ene værelse skal gennem det andet værelse for at komme på badeværelset.
Det er hverken smart eller forsvarligt. Især ikke hvis den ene af beboerne er udadreagerende dement.
- Med ombygningen bliver boligerne bedre egnede til beboerne, som hver får et soverum, de kan lukke døren ind til, forklarer Benny Christensen, formand for Ældre- og Genoptræningsudvalget, som i går gav grønt lys til ombygningen.
Arbejdet finansieres ved at nedsætte udvalgets bevilling til sundhedsuddannelser i 2018 med 225.000 kroner.
- Det kommer ikke til at rykke ved niveauet i uddannelserne, forsikrer Benny Christensen med henvisning til, at der kommer færre elever i år.
I de kommende år står Ringsted Kommune over for en udfordring: der er ikke plejeboliger nok til det stigende antal ældre.
Ringsted Kommunes tre plejecentre har tilsammen 202 plejeboliger. Det er nok til at dække behovet i indeværende år og frem til 2021, vurderer administrationen. Men der skal udtænkes løsninger, hvis ikke man skal komme i bekneb.
I alt skal der skaffes 46 flere plejeboliger frem mod 2025.
