Borgmester-kollega efter stenkast: - Sådan noget bør slet, slet ikke kunne ske i Danmark

- Det er jo ganske forfærdeligt og helt utilstedeligt, at vi som folkevalgte skal være udsat for sådan et angreb og frygt, siger Britt Jensen.

- Det er jo ganske forfærdeligt og helt utilstedeligt, at vi som folkevalgte skal være udsat for sådan et angreb og frygt, siger Britt Jensen.

Det har selvsagt vakt bestyrtelse, at en eller flere foreløbigt ukendte personer natten til tirsdag kastede sten gennem soveværelsesvinduet i Greve Kommunes borgmester, Pernille Beckmanns (V), private hjem. Politiet efterforsker nu sagen som muligt politisk motiveret hærværk.

I Rødovre Kommune har borgmester Britt Jensen (S) også modtaget meldingen om hærværket mod sin kollega, som hun sidder i KL’s sundheds- og ældreudvalg sammen med.

- Sådan noget bør slet, slet ikke kunne ske i Danmark. Vi har god tradition for at kunne tale med hinanden og være sammen på en ordentlig måde, selv om man er uenig. Jeg er både overrasket og forfærdet over, at det kan forekomme. Jeg har over for Pernille udtrykt omsorg og medfølelse, og jeg kan virkelig godt forstå, at hun bliver både ked af det og forskrækket over, at det sker, og at hun også råber op om det, siger Britt Jensen til Sjællandske Nyheder.

Hjemmet skal være trygt

Det er ikke første gang, Greve-borgmester Pernille Beckmann oplever hærværk, og det påvirker Britt Jensen.

- Det er jo ganske forfærdeligt og helt utilstedeligt, at vi som folkevalgte skal være udsat for sådan et angreb og frygt. Det er meget tankevækkende, at vores demokrati udvikler sig på den måde, og jeg er rigtig ked af, at Pernille (Beckmann, red.) oplever det her og har oplevet det flere gange, siger Rødovre-borgmesteren.

- Vi ved jo allesammen, at det med at være i sit eget hjem skal være en tryg base. Hvis man så ligger og sover om natten, og der pludselig bliver kastet en sten mod et vindue, så kan den jo ramme mennesker. Den kan ramme børn, betoner Britt Jensen.

Tidligere oplevet truende adfærd

Britt Jensen har netop haft 30-års jubilæum som kommunalbestyrelsesmedlem i Rødovre, hvor hun har været borgmester siden 2020.

- Jeg har heldigvis ikke som borgmester oplevet angreb eller trusler på min hjemmeadresse. Da jeg tidligere var formand for socialudvalget, kunne man løbende opleve, at borgere i forskellige sammenhænge kunne være truende over for én. Det har jeg heldigvis ikke oplevet som borgmester. Tværtimod har jeg oplevet, at selv om der var uenighed, kunne det foregå i dialogform, siger Britt Jensen og tilføjer:

- Jeg cykler ret meget rundt i byen, og der har jeg heller ikke oplevet noget. Tværtimod oplever jeg, at folk hilser og vinker, og det er rigtigt rart.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...