250 butikker i Roskilde går nu sammen om at få et fælles gavekort, som dermed bliver et af de mest udbredte og anvendelige i hele landet.
Formanden for Roskilde Handel Torben Stevold oplyser, at både hans organisation og foreningen på RO's Torv er blevet enige om denne princip-beslutning.
På RO's Torv har centerchef Lisbeth Wilstrup ligeledes været optaget af at få et samarbejde med butikkerne i Bymidten, fordi det gavner alle forretninger i Roskilde under ét.
Nu skal parterne så finde ud af, hvilken operatør der teknisk set bedst kan leve op til deres krav og ønsker og derefter vælge en til at udføre opgaven.
For kunderne i Roskilde vil det være en meget stor fordel og forenkling at få ét stort fælles gavekort frem for som hidtil to forskellige.
Hvis man giver en julegave eller en fødselsdagsgave i form af det nye gavekort, kan modtagere nu anvende det i butikkerne både i Bymidten og på RO's Torv.
tk
