Føtex på Slangerupgade i Hillerød er netop kåret som den bedste af landets 100 føtex'er.
"Det er stort. Det er virkelig stort. Jeg er naturligvis meget glad og samtidig meget stolt over personalet i varehuset, som altid hjælper hinanden og bidrager til, at det hver eneste dag er rart at komme her, både som kunde og som medarbejder," udtaler varehuschef Frank Borgen Baltzer, der har været varehuschef i føtex Hillerød siden oktober 2016, i en pressemeddelelse.
En gigantisk mesterskabspokal, som er det synlige bevis på, at varehuset i Hillerød er nummer et, har da også allerede fået en æresplacering. Pokalen står nemlig ved hovedindgangen, så både kunder og medarbejdere hver dag bliver mindet om, at de handler og arbejder i landets bedste føtex.
"Pokalen står, så den er det første, man ser, når man kommer ind i varehuset," fortæller Frank Borgen Baltzer.
Med æren og den store pokal følger en kæmpe fest for alle medarbejderne i føtex Hillerød.
"Det skal selvfølgelig fejres med en ordentlig fest," siger Frank Borgen Baltzer, der mener, at det ikke kommer til at gå helt stille for sig.
Kunderne i føtex Hillerød skal ifølge varehuschefen også tage del i festlighederne.
"Vi har nogle af de bedste kunder her i Hillerød. Og rigtig mange af dem er vi på fornavn med, ligesom der altid skal være tid til at snakke lidt. Derfor skal kunderne selvfølgelig også være med til at fejre det med rundstykker, en kæmpe kagemand, eller hvad vi nu lige finder på," siger Frank Borgen Baltzer i pressemeddelelsen.