Populær butik overlever: Vi har fundet de engle vi havde drømt om

De to søstre bag den populære butik Fruernes Stof og Garn havde egentlig fuld gang i et ophørsudsalg med henblik på at lukke deres elskede butik ved udgangen af maj. Men nu er planerne ændret. Privatfoto

De to søstre bag den populære butik Fruernes Stof og Garn havde egentlig fuld gang i et ophørsudsalg med henblik på at lukke deres elskede butik ved udgangen af maj. Men nu er planerne ændret. Privatfoto

Det var meningen, at den populære butik Fruernes Stof og Garn i Østergade i Helsinge skulle lukke ved udgangen af maj. Men nu er planerne ændret.

For ifølge de to søstre, Nine Grib og Therese Grib, der ejer butikken, er “to engle” dukket op og har sørget for, at butikken kan leve videre:

- Vi har fundet de engle, vi havde drømt om, så butikken overlever, og det er vi simpelthen så glade for. Vi kan desværre ikke sige så meget mere lige nu, fordi der først skal styr på alt det kedelige papirarbejde. Men vi siger mere, så snart vi kan, lyder det fra Nine Grib.

Ny samarbejdspartnere

Når de to engle ankommer til butikken, bliver det ikke i stedet for de to søstre.

Det bliver et firkløver i form af et samarbejde mellem søstrene og de to engle, der har til formål at gøre butikken endnu bedre:

- Vi får lov til at fortsætte med alt det, vi er bedst til, og så kommer der nogle andre ind og hjælper med alt det, vi havde lyst til og brug for at gøre for at udvikle virksomheden, men som vi havde svært ved at nå, så vi glæder os rigtig meget til samarbejdet. Det føles som en ny start og en fantastisk mulighed for at bevare det vi har skabt og samtidig gøre det endnu bedre, siger søstrene.

Seks års voksende succes

De to søstre købte butikken i december 2017.

Siden da er den blevet mere og mere populær og har vokset sig meget større, end Nine Grib og Therese Grib havde forestillet sig, da de startede.

Efter seks år havde butikken vokset sig så stor, så det var svært for søstrene at få butiksdrømmen og familielivet til at hænge sammen. En hjernerystelse, som Therese Grib pådrog sig i november, blev det, der fik bægret til at flyde over.

Derfor tog søstrene for to uger siden den sværeste beslutning, de nogensinde havde taget: De besluttede sig for at lukke deres drømmebutik.

Men nu er butikken altså blevet reddet af to indtil videre ukendte engle.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...