SSP om sex-videoer på Facebook: Vigtigt at få forældre på banen

Hvis unge skal stoppe med at dele krænkende videoer og billeder på Facebook, handler det om at få forældrene på banen. Sådan lyder det fra flere SSP-konsulenter.

- Det handler meget om at klæde dem på til at få taget snakkene hjemme i dagligstuerne. Det handler om børnene og de unges adfærd på tablets og mobiltelefoner. Om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er som at lære sine børn at cykle, siger SSP-konsulent i Randers Kommune, Claus Hansen, til TV2 ØSTJYLLAND.

I en stor sag om delinger af børneporno på Facebook har politiet sigtet 1004 personer.

De sigtede er både mænd og kvinder - drenge og piger. Primært unge mennesker, oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Sagerne er en påmindelse om, at der ligger et vigtigt stykke forebyggende arbejde foran os. Et stykke arbejde, som forældrene skal være en større del af, mener Claus Hansen.

- Det handler om, at vi skal have de unge til at forstå, hvordan de bedst passer på sig selv og andre. Vi vil meget gerne have, at forældrene påtager sig den opgave, siger han.Det er SSP-koordinator i Skanderborg Kommune, Benny Husted, enig i.

- De skal klædes på til bedre at forstå, hvad det er for platforme, de unge bruger. De skal vide mere om loven og udfordringerne, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Flere steder er der nye initiativer på vej. I Sydøstjyllands Politikreds, hvor Skanderborg Kommune har hjemme, arbejdes der, ifølge Benny Husted, i flere kommuner på strategier for at undgå dårlig digital adfærd blandt unge.

Og i Østjyllands politikreds samarbejder kommunerne, ifølge SSP-konsulent i Randers, Claus Hansen, med politiet om lave arrangementer for en række østjyske forældrebestyrelser.Det skal blandt andet handle om sociale medier.

- Det handler også om, at vi rækker ud til forældrene og spørger, hvad de har brug for, hvis vi skal understøtte dem, siger Claus Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

I Odder Kommune ser SSP-konsulent, Ane Justesen, frem til et øget fokus på digital adfærd i 2018. Hun er enig i, forældrene er vigtige i den sammenhæng.

- For de unge er den digitale verden lige så virkelig som den virkelige verden. Det skal vi voksne lære at forstå, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...