I Galway i Irland kører showet »Trad On The Prom« med traditionel irsk dans og musik for fulde huse, nu på fjortende år! Med hele seks dansere - fire kvindelige og to mandlige hvoraf flere er »Irish Champions« - og et seks mands band på scenen, er showet en stor oplevelse for både for øjne og ører.
På trods en travl kalender for de mange medvirkende, er det lykkedes Portalen at bringe showet til Greve, hvor det lørdag 20. januar kl. 20 kan opleves i Portalens store sal.
Bandets frontfigur er violinisten og sangeren Mairin Fahy, der har optrådt som solist med Riverdance og The Chieftains. Med på scenen har hun Gerard Fahy (kapelmester på Lord Of The Dance) på uileann pipes, Chris Kelly på guitar, Brendan Hayes på tangenter og vokal, Padraig Rynne på concertina og Yvonne Fahy på bodhran, fløjter, uileann pipes, harmonika, bouzuki, guitar, keyboard med mere.
