Det er kun et år siden, at sygeplejerske Laila Pedersen åbnede Lamima Laser og Skønhedsklinik, Markedsgade 1 i Holbæk. Den 6. januar fejrer hun fødselsdag, og byder samtidig velkommen til Trine Roland, der er uddannet vippetekniker.
- Det har været et godt år, hvor flere og flere kunder har opdaget, at jeg tilbyder alle de ting, som de ellers har måttet tage til København for at få gjort. Jeg føler virkelig, at jeg er taget godt imod her i Holbæk, fortæller Laila Pedersen.
Der er flere fordele for hende ved at ansætte Trine Roland.
- Jeg kan fjerne uønsket pigmenteret hårvækst med laser, men Trine er uddannet til også at fjerne uønsket hår med voks, så nu kan jeg også tilbyde kvinder med lyse, røde eller grå uønskede hår, de kan få dem fjernet med voks, for det kan laseren ikke, forklarer Laila Pedersen.
En anden og stor fordel for kunderne er, at Trine Roland fremover vil tage imod kunderne, fordi hun også skal fungere som receptionist.
- Nogle af mine behandlinger tager op til to timer for en lukket dør, og indtil nu har kunder, der kommer ind fra gaden uden at have booket tid, måttet vente uden betjening. Det får de nu, fordi hun kan vejlede i alle vores produkter og behandlinger. Det vil dog stadig være mig, der udfører de forskellige behandlinger som hidtil, men nu kan Trine booke tider og sælge produkter, forklarer Laila Pedersen.
Det er ikke en tilfældighed, at det netop er Trine Roland, der blev ansat.
- Vi har arbejdet sammen i tre år i en anden kosmetisk klinik i København, så jeg kender hende, betoner Laila Pedersen.