For små to måneder siden kunne Sjællandske melde om en nærmest mirakuløs bedring for den 37-årige kvindelige dyrlæge, som - under en simpel operation på en hest - blev sparket i hovedet af dyret 5. oktober sidste år.
Det medførte svære hovedskader, og kvinden lå i koma i omkring en måned, men allerede i december kunne hun altså påbegynde et længere genoptræningsforløb på Hvidovre Hospital.
Nu er der yderligere godt nyt fra den 37-åriges arbejdsgiver, Kasernens Hesteklinik i Næstved.
- Glædelig opdatering: Julie og Camilla var for nylig ude at besøge Nina (dyrlægen, red.). Vi kan fortælle, at Nina har det rigtig godt, og at hun kun udvikler sig i den positive retning. Nina kan huske alt op til ulykken, og lægerne siger, at hun i fremtiden vil kunne håndtere et normalt fuldtidsjob, skriver klinikken i en opdatering på dens Facebook-profil og fortsætter:
Det er stadig uvist, hvornår hun kan komme helt hjem. Nina vil gerne takke alle, der har spurgt ind til hende, og alle skal vide, at hun har det godt.
