Sjællands Teater kan nu byde på danmarkspremiere på forestillingen ’2:22 - en thriller’. Det er en samproduktion mellem Sjællands Teater og Nørregadeteatret, hvor forestillingen spiller på Holbæk Teater 9.-13. april.
'2:22 - en thriller’ er skrevet af forfatteren Danny Robins, der blandt andet er kendt for at undersøge overnaturlige hændelser i flere podcasts.
Forestillingen har haft stor succes i London, hvor den har spillet siden 2021. Den har siden spillet i både USA, Australien og Sverige og kan nu for første gang opleves på dansk.
Er huset hjemsøgt
I forestillingen møder man Jessica og hendes mand Samuel, der har købt et stort hus, som de er ved at renovere. I flere nætter, præcis kl. 2.22, hører Jessica lyden af en, der bevæger sig rundt i huset, og hun bliver overbevist om, at huset er hjemsøgt.
Parret holder et lille middagsselskab for Sophia og Anders. Efter at have diskuteret de mærkelige lyde, overtaler Jessica de andre til at blive oppe til kl. 2:22 for at finde ud af, hvad der sker.
Forestillingens omdrejningspunkt er de to par og deres indbyrdes relationer og forskellige holdninger til det overnaturlige over for det videnskabelige.
Medvirkende er Martin Bo Lindsten, Signe Skov, Stine Prætorius, Peter Thieme, Mikkel Vadsholt.
Scenograf Søren Glad har designet en naturalistisk daglig- og spisestue, der er midt i en renovering. Den er designet, så den kan passe på tre meget forskellige scener, da forestillingen ud over Holbæk også spiller i Maribo og Slagelse.
Mere info og billetsalg på www.sjællandsteater.dk.
jesl
