Allerød Byråd besluttede 22. marts at godkende vedtægterne for dét, der før hed 'Allerød Ældreråd', og det betyder, at rådet ændrer navn til 'Allerød Kommunes Seniorråd' - eller i daglig tale 'seniorrådet'.
I forbindelse med rådets konstituering har medlemmerne af rådet drøftet navneændringen.
"Jeg mener, at 'Seniorråd' giver et mere moderne og lettere indtryk og er et godt navn. Samtidig er der tydelighed om, at rådet ikke er identisk med Ældre Sagen, som jo også er aktive i Allerød. Det vil være hensigtsmæssigt i kommunikationen fremadrettet," vurderer rådets formand Kjel Bording Johansen og fortsætter:
Læs også: DEBAT: Beboer- og pårørenderåd etableres på plejehjemmene
"Vores funktion er uændret, og vi er glade for, at byrådet har godkendt vedtægterne. Seniorrådet ser frem til et konstruktivt og givtigt samarbejde i den indeværende periode for Allerød-borgerne generelt og i særdeleshed for seniorerne i byen."
Borgmester Karsten Längerich har en kommentar til ændringen:
"Byrådet er glad for det gode og konstruktive samarbejde med Seniorrådet. Vi oplever et fantastisk engagement fra rådets medlemmer, hvilket er til glæde for de ældre i Allerød."
Allerød Seniorråd er valgt for perioden 2018-2021. De valgte ni medlemmer i Seniorrådet kan ses på kommunens hjemmeside www.alleroed.dk. Seniorrådet er valgt af og blandt kommunens ældre borgere.Seniorrådet medvirker aktivt til at udforme kommunens ældrepolitik.Seniorrådet høres i alle forhold vedrørende ældre i kommunen.Seniorrådet er partipolitisk neutralt og uafhængigt af alle organisationer og foreninger.Seniorrådet er lovpligtigt for kommunen at oprette.Seniorrådet er ikke en medlemsorganisation, men et valgt råd.Seniorrådet behandler ikke sager for enkeltpersoner.