9 ud af 10 børn får gavn af overvægt-behandling

Når børn og unge med overvægt får hjælp på Holbæk Sygehus eller i en af de kommuner, som bruger samme metode, taber tre ud af fire sig.

Men de fleste øvrige børn får også gavnlige effekter af behandlingen, viser et nyt studie.

- Vi ved nu, at 90 procent opnår en eller flere gavnlige effekter. Enten reducerer de deres BMI SDS (forhold mellem højde og vægt korrigeret for alder, red.), deres fedtprocent, øger muskelmassen eller forbedrer deres kolesterol-tal. Det er skelsættende, siger overlæge Jens-Christian Holm, der er leder af Enheden for overvægtige børn og unge på Holbæk Sygehus.

Læge og ph.d. Tenna Ruest Haamark Nielsen, der er under uddannelse til børnelæge, har stået i spidsen for undersøgelserne bag det netop publicerede forskningsresultat.

- Selv hvis børn ikke forbedrer deres kropssammensætning under behandlingen, kan vi se, at de får færre kolesteroler i blodet. Det forventer vi, kan reducere deres forhøjede risiko for blandt andet hjertekarsygdomme væsentligt, siger Tenna Ruest Haamark Nielsen.

Enheden for overvægtige børn og unge følger børnene i gennemsnit 2,5 år. Men Tenna Ruest Haamark Nielsen understreger, at mennesker, der har været overvægtige i barndommen ofte vil have brug for at gøre en livslang indsat.

- Kroppen vil i de næste mange år kæmpe for at genvinde overvægtsgraden, siger hun.

Jens-Christian Holm glæder sig over, at der kommer endnu flere nuancerede resultater frem om behandling af overvægt.

- Lægevidenskaben har ikke ret meget viden om, hvornår fedtmasse går fra at være god og gavnlig for vores overlevelse til at være sygdomsudløsende, og det kan dette studie bringe os et skridt nærmere, siger han.

Overvægtige børn og unge behandles også efter Holbæk-metoden i bl.a. Kalundborg, Slagelse, Stevns og flere jyske kommuner.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...