Roskildes fællesbager går af efter 43 år

Kim Rasmussen.

'Hår på den', lyder Fællesbagerens yndlingsudtryk, som han bruger i alle mulige situationer.

Men efter generalforsamlingen i april er det slut for den mangeårige direktør i Roskilde Fællesbageri Tonny Mogensen. En af Roskildes markante skikkelser trækker sig tilbage efter en kæmpeindsats, hvor han hele to gange var med til at forhindre en fjendtlig overtagelse af virksomheden, der har en ganske betydelig indre værdi.

Ganske vist blev den gamle brødfabrik ved Havnevej lukket for snart mange år siden, men samtidig har selskabet opført og købt flere vigtige ejendomme med lejligheder og butikker. Først og fremmest i Algade 35-39, Støden 3 og Centrumgården i Gullandsstræde.

Tonny er vokset op med Roskilde Fællesbageri, hvor hans far Arne var en succesfuld leder. Faktisk gik det så godt, at Roskilde var det sidste kooperative bageri i landet, indtil driften af fabrikken blev overtaget af FDB.

Du kan ikke lære mere

- Jeg havde en dejlig barndom med mange gode kammerater hernede ved havnen.

- Min første legekammerat var Ole Svarre Nielsen, der kom kørende på sin trehjulede cykel med tommelfingeren i munden og spurgte: Må Tonny komme ud og lege.

- Derfor kaldte vi ham altid 'Sutter', og det hedder han stadig.

Tonny Mogensen var ikke den mest lydige elev på Absalon, Duebrødre og til sidst Sct. Jørgens Skole, men til gengæld gik det udmærket, da han selv kom i lære som bager og bl.a. arbejdede sammen med Roskildes senere renovations-entreprenør, nu afdøde Preben 'Skrald'.

Her sagde hans gamle lærer, Ernst B. Linder, der senere blev leder for De Konservative i Roskilde Byråd, til ham efter syv år:

- Nu kan jeg ikke lære dig mere.

Men Tonny lærte nu noget, mens han var i bagerlære. F.eks. var han nødt til at stoppe sejladsen på fjorden sammen med kammeraterne med øl til sent på natten.

- Så kunne jeg ikke klare at møde på bageriet for at begynde klokken 3 om natten, fortæller han.

Bageruddannelsen blev til gengæld afsluttet med en bronzemedalje. og den fik han overrakt af Dronning Ingrid på Københavns Rådhus.

En rigtig charmør

Som ung var Tonny Mogensen en rigtig charmør med stor succes hos pigerne. Han blev gift med gårdmandsdatteren Hanne fra Gøderup, og de to klædte hinanden som et af byens flotteste par.

Så han kunne rigtigt nynne med på Sigfred Pedersens berømte vise ' Den gamle skærslippers forårssang' om at møde 'landsbyens bedste tøs'.

Oven på faderens død valgte ledelsen hos Roskilde Fællesbageri, der efter en del år havde lukket brødfabrikken og var blevet et ejendoms-selskabet, at gøre ham til ny direktør, og snart blev han stillet over for sin første og måske største udfordring.

Afslørede jagtklubben

Den såkaldte 'jagtklub' med flere yngre chefer i FDB var gået i gang med at tømme Fællesbageriet for værdier, mens de stod for driften.

Tonny Mogensen forstod imidlertid at slå tilbage, og Ekstra Bladet afslørede i en række opsigtsvækkende artikler 'jagtklubbens bedrifter', der var i total modsætning med brugs-bevægelsens moral og værdier.

Sagen endte med, at Fællesbageriet blev reddet fra en fjendtlig 'erobring', mens de smarte drenge fra 'jagtklubben' måtte ud og finde andet arbejde.

For et par år siden var den så gal igen, efter at kooperationens holding-selskab AKF efterhånden havde fået en meget stor aktiepost i selskabet. På et tidspunkt ville en ny ledelse hos AKP gerne erobre kontrollen over Roskilde Fællesbageri med den høje indre værdi, fordi man skulle bruge disse rare penge til andre ting.

Gode minder

Men sammen med bestyrelsens formand, den tidligere HK-formand Jorun Bech, var Tonny Mogensen også med til at slå dette angreb tilbage.

Derfor kan han nu trække sig tilbage med god samvittighed, fordi Roskilde Fællesbageri kører mere sikkert, end det har gjort i mange år.

- Vi kan især takke de mange små private aktionærer, der har været trofaste hele vejen igennem. Det er tidligere medarbejdere på bageriet og familier eller arvinger, som ville forsvare deres gamle virksomhed.

Tonny Mogensen ser nu frem til at nyde livet i sit sommerhus i Odsherred og flytte ind i en af lejlighederne i Algade.

- Nu får jeg tid til at være mere sammen med nogle af alle dem, vi kender. Jeg har så mange gode mindre eller oplevelser at tænke tilbage på, så nu skal jeg bare nyde det, indtil Østre Kirkegård kalder på et tidspunkt.

tk

Reception fredag den 20. april, fra klokken 13.00 på Restaurant Håndværkeren i Hersegade

Blå bog

Navn Tonny Mogensen.

Opvokset i Roskilde, hvor faderen,

Arne Mogensen var leder for Roskilde Fællesbageri.

Udlært bager hos Fællesbageriet

1975 Ansat som direktør i Fællesbageriet

Gift med Hanne samt far til Allan og Pia

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...