En almindelig hverdagseftermiddag i januar er der godt 60 mennesker, som træner hos Go2fitness på Østre Havnevej i Holbæk. Et hurtigt overblik fra balkonen på første sal viser, at centeret, som kædens slogan siger, henvender sig til hele familien: Her er både et par helt unge piger og drenge, nogle som er blevet lidt grå i toppen og hele mellemgruppen fra 20 til 40 år. De er alle sammen i fuld gang på løbebånd og crosstrainere i den store træningshal. Man kan se, at de fleste tager det lidt afslappet med påklædningen, og at det ikke virker som om, man kommer her for at tage sig ud eller blive set.
- Vores ældste deltager er 94 år og kommer her hver morgen og træner, fortæller Jens Gottschalck, som ejer Go2fitness sammen med Morten Veje Andersen. - Vi har en nedre aldersgrænse på 13 år, men her kommer også yngre børn, som deltager i vores lege- og dansehold, mens mor og far træner. Vi driver et familiært fitnesscenter, og målgruppen er Hr. og Fru Danmark, som bedst kan lide, at det ikke er så stylet og uden problemer kan tage ungerne med, når de skal ned at træne.
Jens Gottschalck åbnede Go2Fitness i Holbæk tilbage i 2012. Allerede året efter indgik han partnerskab med Morten Veje Andersen, som på det tidspunkt drev Tuse Motionscenter. Dette center indgår nu i Go2fitness-kæden, som også har afdelinger i Køge, Hvalsø, Sorø, Roskilde - og - den sidste nye tilføjelse - i Odense.
- Vores koncept går ud på at vise, at lavpris godt kan byde på en god kvalitet og god kundeservice. I vores priser er inkluderet alle hold, bad efter træning og programplanlægning, hvor man ikke skal betale ekstra, hvis ens målsætning ændrer sig, og man skal have lavet en ny vejledning, fortæller Jens Gotschalck.
Selv om Go2fitness har fået en professionel bestyrelse for halvandet år siden og løbende udvider med nye afdelinger, er målet ifølge Jens Gottschalck ikke at nå en volumen, så kæden hurtigt kan blive solgt med god fortjeneste til ejerne.
I indeværende år planlægger de to ejere at udvide det nuværende træningsareal i Holbæk med flere kvadratmeter og ny teknologi. På landsplan er målet at nå mellem 10 og 15 centre i alt og også gerne udvide med en afdeling i udlandet.