Espergærde: Søndag den 4. marts kl. 14.00 & kl. 16.00 kan man opleve det nye voksenkor Open Voices give debutkoncert i Mørdrup Kirke. Koret blev i august 2017 stiftet af korleder Anders C. Nielsen, som desuden er manden bag det succesfulde børnekor Gospellights, der også holder til i Mørdrup Kirke.
- Jeg havde ikke drømt om, at det nye rytmiske gospel/pop-kor ville blive sådan et tilløbsstykke, fortæller korlederen, der havde håbet på 30-40 sangere i koret. Til den første prøve dukkede ca. 130 forventningsfulde sangere op i kirken - flere er kommet til, og de bliver allesammen hængende.
- Mange af dem har aldrig sunget i kor før - og det er netop det, der er hele idéen bag Open Voices; At samle folk i korfællesskabet, som er så stort og livgivende. At give folk oplevelsen uden nødvendigvis at føle sig som sanger. Konceptet er netop, at alle "kan komme ind fra gaden" og deltage i korprøverne - også selvom man aldrig har sunget før! Man er således ikke medlem og betaler ikke et fast kontingent, men kun for de gange man deltager. Lidt ligesom at gå i biografen - her er det bare en sangoplevelse man kommer efter, forklarer Anders C. Nielsen.
- At der er så mange, som alligevel kommer fast hver onsdag er jo bare en kæmpe fordel. Nye sangere kommer hurtigt ind i sangene, som hele tiden repeteres. Stemmer lægges desuden op på Facebook-siden, hvor der er masser af info og hjælp at hente.
Repertoiret er an blanding af Gospel og pop. Til koncerten vil man således kunne høre sange som Totos "Africa", George Michaels "Freedom" og "Lord hold me" som mange vil kunne genkende fra den danske film "Oh happy day".
- Stemningen i koret er helt fantastisk og klangen i koret er enorm og fylder godt i den smukke Mørdrup Kirke, som endnu en gang var med på idéen om kor i kirken. Jeg er meget glad for, at Mørdrup Kirke valgte at sige ja til samarbejdet om endnu et kor - det er virkelig en dejlig kirke at synge og være i, siger korleder Anders C. Nielsen.
Koncerten afvikles som en dobbeltkoncert søndag den 4. marts kl. 14.00 og kl. 16.00. Billetter kan købes via billetto.dk og alle indtægter fra billetsalget går til Folkekirkens Nødhjælp.
