Holsteinborg har fået en helt ny udsigt

Der er fire store, gamle lindealleer i Holsteinborg Slots gamle barokhave fra 1725. Træerne står 38 meter høje og prægtige. I den fjerneste af alleerne er træerne dog lidt yngre end de andre. De er nemlig blevet genplantet i 1893, efter at den store julestorm hærgede året forinden og lagde den allé, der bærer navnet Grettes Allé, ned. Det er den allé, der fører ned mod Strandskoven og herigennem - i hvert fald indtil stormen i 1967 - hele vejen til Bisserup Havn. En allé, der af uvisse årsager og på et ukendt tidspunkt i øvrigt har fået sit navn efter en hønsekone, der boede i et af de nærliggende huse og arbejdede på slottet.

Efter alleen blev genplantet, lod de efterfølgende generationer med overlæg området gro til med træer, kristtjørn og krat.

- I den periode forsvandt udsigten, fortæller den nuværende greve Ulrich Holstein-Holsteinborg.

Nu er området dog blevet ryddet som led i en større plan - og takket være en stor donation fra Godfred Birkedal Hartmanns Familiefond.

- Det er en total fritlæggelse af et landskabsområde - og det er måske en af de bedste udsigter på hele Sydvestsjælland, vi har fundet frem, siger Ulrich Holstein-Holsteinborg.

Samtidig skal der etableres en lav tjørnehæk langs Holsteinborgvej. Den hæk vil blive holdt nede, således at udsigten kan nydes fra vejen. En anden del af planen er at etablere et klassisk stengærde omkring en mindre taks-allé, der slår en hestesko-formet bane i området. Hæk og gærde skal sammen være med til at definere grænsen til den indre have og den ydre havegrænse.

- Jeg har allerede fået utroligt mange positive kommentarer om det arbejde, vi har lavet her. Bare jeg går ned i brugsen i Bisserup, får jeg kommentarer - folk anede ganske enkelt, at der var sådan en udsigt bag det krat, siger Ulrich Holstein-Holsteinborg.

Holsteinborgs Have er åben året rundt for offentligheden, og greven ser frem til at det stort anlagte haveprojekt er færdigt - formentlig i slutningen af maj.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...