De senere år har lokale kræfter arbejdet på at få forbedret toiletforholdene ved Bellahøj Friluftsscene, hvor der ved store arrangementer kommer op imod 2.000 mennesker. Det lyttede de lokale politikere umiddelbart til, da der i sidste års budget blev sat 2,6 millioner kroner af til et nyt toilet.
Men da flere lokale for nylig blev opmærksomme på de konkrete planer til det nye såkaldte “standardtoilet”, resulterede det i kritiske røster.
Sjællandske Nyheder har talt med arrangørerne bag En Sommerdag på Bellahøj, der mener, at det kommende toilet er "en klar forringelse" sammenlignet med de nuværende forhold, da antallet af toiletter sænkes.
Ifølge festivalleder Jesper Ravn indeholder den nuværende løsning syv toiletter, mens den kommende angiveligt blot har to.
- Det er en klar forringelse, for det er en nedsættelse af kapaciteten fra syv til to, og så er det et standard automatiseret toilet uden vedligeholdelse, så vidt jeg forstår, så det er ikke engang sikkert, man rigtigt kan bruge det til store arrangementer, siger Jesper Ravn og uddyber:
- Når man er arrangør, har man brug for adgang til en vandhane, hvilket man heller ikke får her, og så har vi et ønske om, at der er en form for omklædning, men det er heller ikke tilfældet. Alt i alt en skidt løsning.
Skønne spildte kræfter
Ifølge Jesper Ravn har der først og fremmest været behov for at vedligeholde den nuværende toiletbygning, og hvis der skulle bruges penge på en ny løsning, burde det i det mindste være en udvidelse, mener festivallederen.
Hvis det planlagte standardtoilet med mindre kapacitet bliver en løsning, vil det blive sværere at holde store arrangementer, fastslår Jesper Ravn, der kalder det en nedgradering af friluftsscenen.
- De penge, der er brugt på at renovere amfiteateret har været skønne spildte kræfter, når man gør det sværere og dyrere at holde arrangementer, siger han.
Hvis det planlagte standardtoilet bliver en realitet, betyder det dog ikke et farvel til En Sommerdag på Bellahøj, understreger Ravn.
- Vi kommer til at fortsætte uanset hvad, for vi er glade for at møde lokale musikentusiaster, så vi stopper ikke, siger han.
En Sommerdag på Bellahøj finder i år sted den 22.-24. august.
Den billige model
Hos Brønshøj-Husum Lokaludvalg er man også ærgerlige over de nuværende planer for et nyt toilet. Lokaludvalget har i flere år kæmpet for at forbedre forholdene og blandt andet udvide med bedre muligheder for omklædning.
Spørger man Kirsten Møller, der er forperson for Kulturudvalget, forventede hun mere end løsningen med standardtoilettet.
- Selvom det er pænt nok, er det for lidt, når man taler om, at der skal være plads til 2.000 mennesker på friluftsscenen. Det er færre toiletter, og det er vi kede af, fortæller hun.
Det kommer ifølge forpersonen til at betyde, at mange arrangører vil være tvunget til at leje flere toiletter.
- Man valgte den billige model, og det er vi selvfølgelig kede af, så vi vil fortsat presse på for at få bedre faciliteter, fastslår Kirsten Møller.
S: Vil se på “lidt ekstra”
Sjællandske Nyheder har spurgt til flere lokale politikere i Københavns Kommune om deres tanker om den lokale kritik. Hos Socialdemokratiet, der var et af forligspartierne bag sidste års budget, er man klar til at tage sagen op med forvaltningen.
- Hvis de (lokale, red.) mener, at forholdene faktisk bliver værre, er vi nødt til at se på det hurtigst muligt, siger Marcus Vesterager (A), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget, og uddyber:
- Vi må se på, om der skal lidt ekstra til, hvilket jeg ikke kan love, men det er interessant, hvis lokale mener, at det nye toilet er en forringelse.
Giver det helt generelt god mening at bruge penge på noget, som lokale mener er en forringelse af nuværende forhold?
- Det er nok svært at sige, at det giver god mening, men helt generelt er der også nogle gange, hvor der kan være andre syn på sagen, og der kan godt være uenighed lokalt om, hvad der er en god eller dårlig løsning, påpeger Marcus Vesterager.
K: - En dårlig ting
Hos Konservative er man ligeledes klar til at undersøge sagen om toiletforholdene ved Bellahøj Friluftsscene.
- Det er klart, at vi skal ikke bygge faciliteter, som er dårligere end dem, der er i forvejen og sænke kapaciteten. Det synes vi absolut er en dårlig ting, understreger Morten Melchiors (C), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget og gruppeformand for partiet i København, som ligeledes var en del af budgetaftalen.
Derfor har han nu tænkt sig at vende sagen med forvaltningen for at høre, hvad politikerne kan gøre for som minimum at sikre samme antal toiletter som i dag.
- Eller allerhelst øge det, siger Morten Melchiors.
Han fortæller samtidig, at man ikke har glemt de lokales ønske om omklædningsfaciliteter, der eksempelvis er aktuelt, når Den Kongelige Opera holder arrangementer på Bellahøj Friluftsscene.
- Det er også et ønske, men København er en stor by med mange ønsker, og vi er nødt tage det væsentligste først, så der er en ordentlig toiletkapacitet, pointerer Melchiors.
Har det handlet om, at et nyt standardtoilet er billigere i drift, og at der derfor på sigt vil være tale om en besparelse for kommunen?
- Det har det ikke, da vi fik det ind i budgettet. Jeg skal ikke kunne sige, hvad motiverne har været fra forvaltningen, for de prøver løbende at optimere på udstyr ude i byen, men for os var det ikke intentionen. For os var intentionen at forbedre kapaciteten og forholdene i sig selv, fastslår Morten Melchiors.