Livredderne har i længere tid været frustrerede over arbejdsmiljøet.
Badegæsterne i Roskilde Badet fik afbrudt deres svømmetur, da en besked lød over højtalerne.
- Kære gæster, svømmehallen er midlertidigt lukket, vi forventer at åbne igen om en time, lød det over højtaleren klokken 12.30 fredag eftermiddag, hvorefter gæsterne blev bedt om at forlade bassinerne.
Årsagen var, at livredderne skulle samles til et fagligt møde for at diskutere problemer med, hvad de selv beskriver som et ubehageligt psykisk arbejdsmiljø.
Livredderne så sig nødsaget til at samles, fordi de i flere år har forsøgt at råbe op, uden at de føler, der bliver lyttet.
Det fortæller en repræsentant for medarbejdergruppen, som ønsker at være anonym (redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet).
- Vi har flere, der er tæt på at blive sygemeldt på grund af arbejdsmiljøet, og det er ofte, at medarbejdere går grædende fra arbejde. Det er første gang, at vi mødes til fagligt møde på den måde, og vi håber, det kan være med til, at vores problemer bliver taget alvorligt, lyder det fra repræsentanten, der fortæller, at det har været medvirkende til stor udskiftning af medarbejderne gennem de seneste år.
Ondt i maven
Livredderne har tidligere på året sendt et brev til fagforeningen FOA, hvor de fleste af dem er organiseret.
I brevet, som redaktionen har set, beskriver de blandt andet, hvordan de indimellem har ondt i maven over at møde på arbejde, at de føler sig overvåget, får trusler om fyringer, og at de er nervøse for at sidde i frokoststuen for at spise frokost, fordi de er bange for at få skældud.
Derudover beskriver de en generel negativ tone, der føles “nedværdigende og destruktivt”.
Skal finde løsning
I Roskilde Kommune er man opmærksomme på udfordringerne med arbejdsmiljøet, fortæller Christian Lauersen, der chef for kultur, bibliotek og idræt.
- Vi er i dialog med den lokale ledelse, medarbejderne og den faglige organisation om at løse det. Det er rigtig vigtigt for os, at vi får det løst, fordi vi gerne vil have gode arbejdspladser med gensidig tilid, og hvor vi går på arbejde med nogle gode rammer, siger Christian Laursen, der har været bekendt med problemerne, siden han tiltrådte stillingen som kultur-, biblioteks-, og idrætschef for lidt over et år siden.
Hvad vil I gøre fremadrettet for at sikre, at medarbejderne har et godt arbejdsmiljø?
- Den dialog, vi har gang i nu, må pege ind i, hvad det er for nogle konkrete handlinger, der skal til for at sikre et godt arbejdsmiljø, siger Christian Lauersen.
Efter en times fagligt møde genoptog livredderne arbejdet, og badegæsterne kunne igen hoppe i vandet.