Der var nyvalg til en del medlemmer af Nye Borgerliges bestyrelse i Hillerød-kredsen, da partiet torsdag afholdt generalforsamling på Ålholmskolen i Ullerød.
Der skulle vælges formand og tre nye medlemmer til bestyrelsen. Morten Bille blev genvalgt til formand. Nye bestyrelsesmedlemmer blev Gorm Geer Pedersen fra Hillerød, Anne Ejler Højriis fra Hillerød samt Mette Thiesen fra Hillerød.
Der blev aflagt beretning for året, som bl.a. er gået med kommunal valgkamp, som resulterede i valg til byrådet af Mette Thiesen. Partiforeningen er meget tæt på at have et tre-cifret antal medlemmer i Hillerød og Gribskov, fortalte formanden i sin beretning.
Efter generalforsamlingen takkede Mette Thiesen for den store hjælp, der var ydet i forbindelse med valgkampen, og aftenen sluttede med politisk drøftelse af lokale og landspolitiske mærkesager.