- Folk kommer og banker på ruden, og mange kommer ind og henter kataloger. Michelle Kiralyfalvy og hendes mand Vagn Busch Jensen har sagt farvel til Korsør Vandrerhjem og har flyttet MV Busrejser og Korsør Turist til nye rammer på hovedgaden i Korsør, på Nygade 13D.
Den beslutning er blevet godt modtaget blandt gæsterne. Selvom afskeden efter otte år med vandrerhjemmet ikke var nem, lægger de to rejseeksperter ikke skjul på at det er rejsebureauet og turistfarten hjerterne virkelig banker for. Nu er de i gang med den niende sæson.
Det hele startede, mens Michelle boede i Prag, og arbejdede som stewardesse på busrejserne. Kolleger opfordrede hende til at tage et stort kørekort - og der fandt hun sin helt rigtige hylde. I dag har Michelle været i branchen i 25 år mens Vagn har været det i 40 år.
- Jeg elsker bare at køre bus, fortæller Michelle. Nu ser hun frem til at sætte sig mere bag rattet på ture til både ind- og udland.
- Vi skal til Ærø den 5. april, og høre Keld og Hilda. Det er en fantastisk hyggelig tur, og gæsterne glæder sig, lyder det med et stort smil.
Med hele vejen
Når Michelle ved at gæsterne glæder sig, hænger det sammen med parrets tætte forhold til mange af dem.
- Når vi siger, vi er lokale og vi er med hele vejen, så mener vi det. Vi har haft det samme koncept fra dag ét: tryghed, hygge og samvær, fastslår Michelle.
Artiklen fortsætter...
Traditioner er der også på turene.
- Der er morgensang i bussen, fortæller Michelle, og viser det trykte hæfte.
- Nogle skal måske også ha’ en lille starter. Der er meget hygge.
- Vi har fået mange nye kunder. Og vi ved godt hvorfor. Den bedste reklame er mund-til-mund, og folk fortæller, at de har hørt så meget godt om os.
Lige nu er der fuld gang i sommerbestillingerne, hvor særligt heldagsturene er populære. Har man først været med på en endagstur, er det parrets erfaring, at man derefter får smag på mere - også de ture, der indebærer en overnatning.
Og man kan sagtens deltage, selv om man har været afsted tidligere.
- Vi laver ikke konceptet om, men ændrer turene, så selv om man har været ved for eksempel Limfjorden før, ser vi nogle andre ting og spiser nogle andre steder, fortæller Michelle.
Strøjer-samlingen og Memphis Mansion
- Vi har nogle fede éndagsudflugter i år. Blandt andet til Strøjer-samlingen på Fyn d. 23. juni. En tre-dagestur går til Djursland, med besøg på Memphis Mansion og i Randers Regnskov.
Også revy-ture til for eksempel Nykøbing Falster-revyen er populære, og dem er der stadig lidt pladser tilbage på.
Kataloget, og hjemmesiden, byder også på ture til blandt andet Dresden & Spreewald, Harzen, Mosel, Rhinen og Ungarn. Og oktoberfest i Berlin.
- Folk er meget glade for vores hjemmeside. Den er overskuelig, så man let kan se, hvad der er inkluderet i prisen, fortæller Michelle, som også er blevet booket til at holde foredrag om sæsonens rejsemål.
- Og så har vi fået et nyt bookingsystem, hvor man nemt kan bestille og betale online.
Det kan man se mere om på mvbusrejser.dk
I efteråret 2022 blev parret enige om, at det var på tide, at der skulle ske noget nyt. Derfor ville de gerne have købt Korsør Vandrerhjem, og ansat mere personale, der kunne give Michelle noget mere frihed til busrejserne, som hendes hjerte længe har banket for.
Da de ikke kunne blive enige om prisen med grundens ejer, valgte parret at fortsætte med at prioritere busrejserne.
Parret opsagde lejekontrakten ved udgangen af februar 2023. Selvom afskeden med vandrerhjemmet var sørgmodig, er glæden ved fremtidens mange busture større.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var ligeglad med at skulle herfra (vandrerhjemmet, red.). Men vi har taget en beslutning, og man skal huske, hvad ens hjerte brænder for. Det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide at være her, men jeg bliver mere glad i låget af at køre bus, har Michelle tidligere udtalt til Sjællandske Nyheder.
