Inger Rasmussen har ufrivilligt fået en speciel gæst på sin grund. Smuk er den, men nu er den pågående påfugl blevet en pestilens, for den har nu været bosiddende hos hende i flere uger. Ingen har dog villet hjælpe med at fjerne den store fugl - indtil nu.
Vordingborg
I starten var det meget hyggeligt. Inger Orland Rasmussen, der bor på Chr. Winthersvej i Vordingborg, har normalt mange forskellige fugle på besøg i sin have, men pludselig dukkede en påfugle-hun op.
Det gjorde den i december måned, og siden har den gjort Inger Rasmussens have til sit hjem - til hendes store ærgrelse.
- Den er jo flot at kigge på, men den efterlader jo simpelthen nogle enorme ekskrementer, fortæller Inger Rasmussen (hvilket også den avisudsendtes venstre sko straks erfarer).
Påfuglen er blevet tam, og den har tilsyneladende ingen intention om at flytte.
- Jeg troede, at den så ville forsvinde, når jeg lader være med at fodre den. Nu sidder den på min altan om natten, så her er også fyldt med efterladenskaber, siger den ufrivillige påfuglevært.
Hun har forgæves kontaktet Vordingborg Kommune, politiet og Dyreværnet. Ingen vil hjælpe hende med at fjerne fuglen.
Savner nogen en påfugl?
- Det er ikke kommunens påfugle, så der er tale om undslupne dyr fra en privat person, siger Rasmus Scharling,
skov- og landskabsingeniør i kommunens miljø-afdeling.
- I første omgang vil jeg anbefale at forsøge at skræmme dyrene væk fra sin have og eventuelt stoppe med at fodre fugle i haven, indtil påfuglen finder et andet sted. Samtidig vil det være en god ide at søge efter dyrets ejer i avisen, Facebook eller lignende. Det kan være, at der er én, der savner sin påfugl, foreslår han.
Rasmus Scharling forklarer også, at hvis påfuglen bliver ved med at være til gene, er det ifølge vej- og markfredslove lovligt at indfange fremmede husdyr, der færdes løse på sin grund.
Men er der ingen ejermand, er politiet også en mulighed.
- Hvis man ikke kender dyrets ejermand, kan man anmelde indfangningen til politiet på 114, senest 24 timer efter indfangningen, siger Rasmus Scherling og tilføjer, at man ved indfangning er ansvarlig for at fodre og passe dyret forsvarligt.
- Herefter er det politiets opgave at forsøge at finde frem til ejeren. Hvis det ikke lykkes, foretager politiet en konkret vurdering, enten bliver fuglen overdraget til en ny ejer, eller aflivet, uddyber han.
Desværre...
Men politiet har Inger Rasmussen jo ringet til, og her var som sagt ingen hjælp at hente.
- Jeg har tænkt på at zoologisk have i Nykøbing, om de vil have den, siger hun.
Efterfølgende har Sydsjællands Tidende kontaktet netop Guldborgsund Zoo, der henviste til deres ledende dyrepasser, Lotte Larsen.
- Åh, vi ville gerne have kunnet hente hende (påfugle-hunnen, red.), men desværre.har vi allerede en harmonisk flok påfugle, og der går det ikke at ødelægge noget velfungerende ved at få en ny hertil, forklarer dyrepasseren, som under andre omstændigheder gerne havde hjulpet Inger Rasmussen.
Håb forude
- Men prøv måske Odsherred Zoo og spørg efter Joan. De har også påfugle og har måske brug for nyt blod, siger Lotte Larsen.
- Og ellers undrer det mig, hvis Dyrenes Beskyttelse ikke vil gøre noget, foreslår dyrepasseren.
Da avisen kontakter Dyrenes Beskyttelse, sætter de straks én af deres frivillige på sagen inden for 24 timer.
Ganske kort tid efter bliver avisen ringet op.
- Det er Gitte Adler, frivillig og kredsformand hos Dyrenes Beskyttelse. Jeg har talt med Inger, og jeg hjælper gerne med at fange den og køre den afsted, men I havde forslag til nogle steder? spørger hun.
Avisen foreslår Odsherred Zoo. Gitte Adler vil desuden rådføre sig med dyrlæger og se, hvad hun kan gøre. Håbet er, at påfuglen kan få nyt hjem i løbet af næste uge.
Den besked er Inger Rasmussen glad for at få.
- Det lyder rigtig godt. Vi må håbe, den kan komme et andet sted hen, siger hun.